O Tilfredshed! du, som stille Dyd
Avlet har med Sorg og født i Smerte,
Fattige, men ene sande Fryd,
Du har Balsom for hvert saaret Hjerte!
Du kun fast i Livets Jordskjælv staaer,
Og forklaret seer mod Lysets Lande;
Mens Orkanen suser om din Pande,
Du med saligt Smiil i Døden gaaer!
O, hvad er mod din al Lykkens Gunst?
Kun et Lynildsglimt i Nattens Skygge! —
Ei paa flygtig Sand af Sværmerdunst,
Paa din Klippe, vil mit Huus jeg bygge.
Det skal ingen Storme rive ned!
Der skal ingen Mismod fæste Bolig!
Der skal Hallen hvælve sig saa rolig,
Bygt af Tro og Haab og Kjærlighed!
Derfra vil jeg, til min sidste Stund,
Over Livets store Landskab skue,
Klart belyst fra Haabets Himmelgrund
Af den rene Sandheds Middags-Lue;
Der jeg hylde vil alt Stort og Smukt,
Kjærlig række hver en Broder Haanden,
Byde ham til Gjæst paa Det, som Aanden
Kan fremsætte af sin bedste Frugt!
Der jeg sidde vil som Olding fro,
Rundt omspøgt af tusind’ kjære Minder;
Blomster skal de om min Tinding see,
Som en Flok af Børn med Rosenkinder!
Hælder da den store Aftenstund,
Og min Livets Sol jeg seer bortile:
Tryg jeg lægger mig til Dødens Hvile;
Thi jeg veed, dens Nat er kun et Blund.
Kom da, Modgang! kom da, Sorg og Savn!
Kom da, alle Livets mørke Dage!
Aab’n mig, Fremtid, kun din kolde Favn,
Ei skal jeg, skjøndt skrøbelig, forsage!
Store, milde Fader! see, min Aand
Bøier sig i Støv for dine Fødder!
Ei din svage Søn du strængt bortstøder,
Naar han strækker ud mod dig sin Haand!