Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Kaalund, Hans Vilhelm, 1818–85, Digter. Jacob Langebeks Datter blev gift med Adelsmanden Oberst J. C. Kaalund, en Verdensmand, der satte mange Penge over Styr; deres Søn Premierlieutenant Marinus Nicolaus K. (f. 1790 d. 1832) ægtede en Skorstensfejerdatter fra Randers, Juliane Marie Schmidt, og fik nu Ansættelse som Toldbetjent i Kjøbenhavn. Den yngste af dette Ægtepars Sønner var Hans, der fødtes 23. Juni 1818 (paa hans Daabsseddel staar der 27. Juni, men Moderen paastod, at han var født 23.). Sønnen arvede sin Faders Lune og sin Moders Frejdighed og udprægede Nerveliv, tidlig røbede han Begejstring. Han var forgudet af sin Fader, der ofte tog ham med til Ungkarlegilder, hvor han skulde agere den gode Samvittighed; hjemme læste de sammen humoristiske Skildringer og morede sig udmærket derved. Han følte sig dog mest tiltrukken af sin Moders Slægt og elskede især Morfaderen højt; denne, der var flyttet til Kjøbenhavn, havde tit Sønnesønnen som Gjæst, og da hele Familien der var begejstret for Poesi, reve de Drengen med sig. — Han var ikke gammel, da han blev sat i en lille Skole; senere kom han i det v. Westenske Institut; men Skolelivet fængslede ham kun lidet, hvorimod han elskede at færdes i Naturen.

Da han var 14 Aar gammel, døde Faderen, og Moderen fik kun lidt at leve af; der voxede nu en vis Smaalighedens Aand frem i hende, og han følte, det snævrede ham ind. 15 Aar gammel blev han konfirmeret og lærte paa denne Tid at kjende Bogholder ved den grønlandske Handel C. A. Muhle, i hvis Hus der kom mange Kunstnere. Det var bestemt, at han gjennem sin Farbroder i Vestindien skulde anbringes ved en Plantage der; men saa traf han hos Muhle Billedhugger Freund, og da han havde røbet Anlæg for bildende Kunst, anbragtes han som Lærling i Freunds Atelier. Her fik han Kammerater som Jerichau, Conradsen osv.; men Arbejdet dreves lovlig frit og uden videre Kontrol, saa K. lærte ikke meget. Om Vinteren gik han paa Kunstakademiet, og her var det, at Jerichau hævdede, han havde mere Evne til at male end modellere, hvorfor K. tog Penselen i Haand, men drev det ikke til at frembringe mere end 2 Billeder. — I disse Aar var han stærkt optagen af Grundtvig; han hørte ham prædike og gik til Lindbergs Foredrag paa Kalkbrænderiet, hvor han dog følte sig saa meget uden for det hele, at han tegnede humoriske Karikaturportrætter af Forsamlingens Deltagere.

Baade K. selv og hans nærmeste kunde nok skjønne, at han ikke var kaldet til at blive bildende Kunstner. Allerede i Freunds Atelier havde han forelæst Kammeraterne Digte, som vandt Bifald; saa traf det sig en Dag, at P. O. Brøndsted indfandt sig der og fattede Interesse for den unge Mand; han hørte, at K. havde Lyst til at «tage Artium», men fraraadede dette, samtidig med at han nærede sin Protegés Lyst til at studere Historie og Skjønlitteratur, under hvilket Studium han vejledede ham. I Sommeren 1838 gjorde K. Opsigt ved sit Digt til Thorvaldsen og endnu mere næste Aar ved Mindesangen over Frederik VI. Hans evige Higen udkastede store Planer om Udenlandsrejser og Liv blandt Nordamerikas Indianere, og Vagabonddriften i ham fandt Tilslutning hos hans Ven Jerichau, som vilde, at de sammen skulde gaa til Rom. Denne Plan blev imidlertid kuldkastet ved, at K. fik stærk Nervefeber. Som Rekonvalescent flyttede han ud til Bagsværd og kom snart til at elske den smukke Egn om Fure- og Farumsøen saa højt, at han 4 Aar igjennem tilbragte sin Tid i Farum fra Foraaret til langt ud paa Efteraaret og tit noget af Vinteren med. Hos Præsten Aagaards var han hurtig hjemme og besang dem i sit Digt: «Til Familien i Præstegaarden». I Farum dirigerede han «et muntert Sommerfugleliv» i Hjem og Skov, paa Sø og Mark, og det var en stor, ungdommelig og frejdig Kreds, han førte an i en frisk, elskværdig Tilværelse. Hans naturbeskrivende Digte ere saa godt som alle fremkomne der ude. Det gjærede stærkt i ham, og han var i uafbrudt aandelig Virksomhed. I enkelte Øjeblikke følte han en umaadelig Angest for, at hans Liv var forkvaklet, og at han aldrig mere skulde faa sammenknyttet de sønderrevne Traade i sit Indre; at der foregik en Udvikling i ham, var han sig bevidst, hans Aand og Hjærte følte større Harmoni, over for Verden svandt hans Fjendskab, og hans indre Væsen fornam Ro og Tillid; men møjsommelig søgte han efter digterisk Form for sit aandelige Liv. Han frembragte en Mængde Vers, Tragedier og Epopeer, som dog aldrig bleve overgivne Offentligheden. Derimod udgav han i 1840 «Samlede Digte» og «Kong Haldan den stærke», hvilke Bøger han indleder med varme Udtalelser om, hvad han skylder Oehlenschläger. Digtsamlingen modtages gjennemgaaende med Spot og Haan, og dog indeholder den «Konen ved Leddet i Frederiksdal», «Frederik VI», «Niels Ebbesens Minde» osv. En mildere, men dog ikke meget anerkjendende Omtale faar hans Epos, der var stærkt paavirket af Oehlenschläger og Tegnér og mindre originalt end Digtene. Begge disse Bøger røbe Fantasi, Energi og Begejstring. Der gik nu 2 Aar, saa udkom «Valkyrjen Gøndul», ligesom de før nævnte Bøger skrevet i Farum. Dette sidste Værk viser stort Fremskridt hos Forfatteren; trods det forfejlede i Digtets Sammensætning og trods det, at dets Aand er uadækvat med dets Stof, er her Oprindelighed, Flugt og Kraft, virkelig Storhed og Skjønhed, og der er megen Dygtighed i Versslyngningen. Digtets Opgave er at vise, hvorledes Lysten til jordisk Hæder styrter det begavede Menneske i Fordærvelse; men med rette blev der gjort opmærksom paa, at denne Anskuelse er fremmed for den hedenske Livsbetragtning. Pressen forbigik næsten ganske dette Arbejdes Fremkomst. — Med «Fabler og blandede Digte» (1844) trængte K. langt mere igjennem. I Bladpressen fik han omtrent lutter Ros, og det var navnlig P. L. Møller, der i en længere Afhandling ydede ham stærk Anerkjendelse. Da han i Slutningen af 1844 sammen med J. Th. Lundbye udgiver «Fabler for Børn», bliver der ham mindre Ros til Del; men det gaar rigtignok ogsaa ud over Lundbye. I de følgende Aar producerede han ikke meget; han skrev nogle Anmeldelser af Kunstudstillinger og udkastede sammen med Poul Chievitz Planen til «En Fortid»; end videre udgav han fra 1845–47 sammen med J. C. Gerson «Maanedsskrift for Børn», hvori han skrev forskjellige Stykker i Prosa og Digte som «Den firbenede Gadestryger» (Proletar), «Bjørnen som Rytter», «Nisserne paa Vandring», «I Staden og paa Landet» osv. — Hans pekuniære Existensmidler vare ringe; dels støttedes han af Christian VIII, dels af Grev Moltke-Bregentved og sin Ven Kapitajn Fr. Schack, i hvis Hjem paa Christianshavns Kaserne han om Vinteren havde Ophold. Christian VIII vilde gjærne have benyttet K. til i Pressen at virke for hans Sag; men da dette ikke vilde lykkes, trak Kongen sig tilbage fra ham. K. vilde aldrig træde i noget Partis Tjeneste; han holdt i disse Aar Omgang med Folk som Hostrup, P. L. Møller, Kr. Arentzen, J. P. Grüne, Dr. Dampe og M. Goldschmidt, hvilken sidste ofte befrugtedes af K.s mundtlig fremsatte Ideer, hvorfor Vennerne kaldte K. for «Goldschmidts Jordemoder». Han var fremdeles meget optagen af Grundtvig.

Saa kom 1848! Paa mange Maader greb Tidsaanden ham, og han skrev forskjellige patriotiske Digte. I 1849 blev han ansat som Hjælpeintendant, ved Armeen, og i denne Egenskab deltog han i Ryes Tilbagetog i Jylland. I 1850 opholdt han sig som Ambulanceforvalter mest i Kolding. Efter Krigen maatte han for at skaffe sig Existensmidler tage Plads som Huslærer hos Gaardejer Larsens Enke paa Nordskov, nær Odins Høj ved Hellebæk, hvor han førte et meget ensomt Liv blandt Mennesker, der end ikke anede, at han var Poet. Fra denne Periode stamme Digtene «Ensomt Liv» og «Vinteraften paa Landet».

3 Aar havde han opholdt sig paa Nordskov, da hans trofaste og hjælpsomme Ven Etatsraad Edv. Collin overdrog ham at bestyre et ham tilhørende Teglværk paa Strandmosegaard syd for Humlebæk. Med sin gamle Iver og Interesse for det praktiske kastede K. sig over Gjerningen der og udkastede talrige Planer, med hvis Gjennemførelse han dog ikke havde Lykke. Ogsaa der tilbragte han 3 Aar; saa blev Teglværket solgt, og atter stod han uden Existensmidler. Til Kjøbmand J. B. Jensens Hus her ude var han bleven sympathetisk knyttet og forelskede sig i dets unge Datter Cathinca. Hans Digt «Maaske» forberedte deres Forlovelse, som fandt Sted 6. Juli 1856, lige inden hans Afrejse der fra.

For en kort Tid fik han nu Ansættelse ved Mønten i Kjøbenhavn, hvor han skulde optælle gamle Markstykker. Dette aandsfortærende Arbejde forlod han for at overtage en Plads ved Telegrafvæsenet i Haderslev; Gjerningen der enerverede ham meget, og han fik tillige gjentagne Anfald af Blodgang. Længselen efter hans Brud affødte det bekjendte Digt «Til hende». Hun raadede ham resolut til at opgive den Stilling, som aldeles ikke passede ham, og han fulgte hendes Raad. Det blev da hans Plan at nedsætte sig som Boghandler i Haderslev; men af Pengemangel maatte han opgive alle Forhaabninger i den omtalte Retning. Efter 1 Aars Ophold der ovre drog han tilbage til Kjøbenhavn. Her samlede, udvalgte og rensede han sine tidligere Digte, og Resultatet blev «Et Foraar», der udkom i 1858 og vakte stor Opmærksomhed og Beundring (6. Udg. 1886). «Selskabet for de skjønne Videnskabers Forfremmelse» udbetalte ham en Pengebelønning.

Det var hans Haab, at den Anerkjendelse, han nu havde vundet, skulde bevirke, at han kunde komme i en fast Stilling. Snart tilbød ogsaa Fængselsdirektøren C. N. David ham at blive Overlærer ved det nyoprettede Vridsløselille Fængsel, og denne Plads tiltraadte han i Dec. 1859, samtidig med at Anstalten blev tagen i Brug. 6. Marts 1860 viedes han til nysnævnte Cathinca Julie Jensine Jensen (f. 16. Sept. 1836). — Hans daglige Gjerning bestod nu i at holde Foredrag for, besvare Forespørgsler af, undervise og i Cellerne samtale med de mange forskjellige Fanger, holde Regnskaber og Oversigter i Orden osv. Den Omstændighed, at han altid helst havde villet indlade sig med problematiske Naturer, bevirkede, at de fleste Fanger interesserede ham; men han indsaa snart, at det ikke var let at lære dem at kjende. Han troede paa Menneskenaturen, selv i dens dybeste Fornedrelse, og behandlede alle med stor Omhu, «med koldt Hoved, men varmt Hjærte». Tappert kæmpede han for Cellesystemet og havde paa flere Omraader haarde Kampe at bestaa for at gjennemføre sine Principper. Fangerne fik han i Tale, vandt deres Tillid og erhvervede sig mange Venner iblandt dem. Det var et strængt, selvoptugtende Liv, han førte der, flere Gange gjennemgik han heftige Sygdomme — Blodgang, Kopper —, og hans Legeme svækkedes derved. Oplivelse og Styrke hentede han paa sine ugentlige Besøg hos Aandsfrænder i Hovedstaden og ved en større Rejse, som det Anckerske Stipendium bragte ham i Stand til at gjøre (1863), og paa hvilken han besøgte Stockholm, Schweits, Frankrig, London og Tyskland; den digteriske Frugt heraf var «Rejsetummel». Han siger ensteds: «Jeg er Menneske mer, end jeg er Digter», og det hørte ogsaa til de store Undtagelser, at han paa Vridsløselille skrev Vers. Imod Slutningen af sit Ophold der ude forfattede han Dramaet «Fulvia» (1875), hvis skjønne Enkeltheder og klassiske Aand alligevel ikke kunne dølge, at hans Begavelse gik i anden Retning end det dramatiske. 2 Aar efter udsendte han, ogsaa der fra, sin fortrinlige Digtsamling «En Eftervaar» (4. Opl. 1889). Imellem denne og «Et Foraar» laa hele hans lange Fængselsperiode; Fastheden, Sikkerheden, Viljekraften, Kortheden, det fuldmodne og optøjlede i den nye Samling bære Præget deraf. Ligesom i «Fulvia» kæmper han her for Resignationen og Kompromiset. Versene ere mejslede af en Billedhugger. Snart efter omarbejdede han «Fulvia», saa det nu kunde opføres paa det kongl. Theater, hvor det længe har holdt sig paa Repertoiret og vundet betydelig Anerkjendelse.  — Bemærkelig er dernæst den Sangerkrig, han førte mod den nye Digtnings Repræsentanter Schandorph og Drachmann. Af yderste Evne forfægtede K. Idealitetens Sag, og Kvintessensen af hans Mening kan siges at rummes i disse hans Ord:

                Ildtilbederne af Realiteten

                dem rammer jeg lige i Planeten.

Han ender med i klare Ord at skrive sig ind blandt Kristendommens Tilhængere.

Paa samme Tid som han fører denne Strid, og netop som «Fulvia» skal opføres, bryder han (i Marts 1881) efter 21 Aars Arbejde paa Vridsløselille op der fra for at søge den Hvile, hans Legeme saa haardt trængte til. Med en Pension paa 1500 Kr., en Digtergage af 1000 Kr. og desuden nogle Rentepenge kunde han med sine nøjsomme Fordringer sikre sig et anstændigt Udkomme. Han tog nu Ophold i Valby, senere paa Frederiksberg, og følte da Poesien slaa med Vingerne, som om den først nu vilde udfolde sig i ham. De legemlige Kræfter strakte imidlertid ikke til. Ideer mylrede i hans Hoved, sit medfødte Lune og sin Evne for det epigrammatiske, som han mente ikke tilstrækkelig var kommen til sin Ret i hans Digtning, haabede han nu at skulle udfolde; han havde lagt Planen til en Roman og ønskede at benytte sine rige psykologiske Erfaringer i et Lystspil; men alt dette blev kun Forsætter. En Sommerrejse, som han i 1884 gjorde til Modum, styrkede ham meget; men Vinteren bragte atter Nedgang med sig. Det viste sig nu, at han led af Mavekræft. Efter at han havde ligget til Sengs i en Maaned og lidt meget, døde han 27. April 1885. Over hans Grav er der ved Bidrag fra danske Mænd og Kvinder rejst et smukt Gravmonument. Hans «Efterladte Digte» udgav O. Borchsenius (1885).

K. var en primitiv Digter, fri for Skole og Principper, og alle Vegne elskede han det oprindelige; derfor førte hans Ungdoms Higen ham mod Oldtidslivet, i sin Manddoms Dage søgte han til Bunds i Menneskelivet, og altid fandt han sin Trøst i Naturen. Han var Efteraarets Sanger; Foraaret, følte han, gjorde ham til en umandig Drømmer, og derfor laa det erotiske ogsaa fjærnt fra ham; Høsten derimod vakte hans Eftertanke. Af al Magt søgte han gjennem ihærdigt Arbejde at forme sin egen Personlighed i Overensstemmelse med sin Digtning. Det højeste, han vilde naa, var «Klarhed i Sindet, Renhed, Sjælefred, Mod til at lide, Kraft til at undvære». I hans ethiske Livsanskuelse er der mandig Tro paa Livets højere Magter, mild Alvor og stor Sundhed.