Nu skal alt Skodden lukkes,
nu skal alt Porten stænges —
jeg maa derud paa Toften
i Skumringen og længes.
Jeg maa derud og længes
og føle mig alene
og høre Vindens Susen
i de bladløse Grene.
— I Vesten jeg skimter
det sidste Glimt af Dagen,
og stille drømmer Jorden
under Sneens hvide Lagen.
— Det pusler omkring mig
i Krogene skumle;
— derinde i Stalden
jeg hører Kvæget gumle,
og Hestene, som rasle
med Spilbommens Kjæde
og stampe ved Krybben
og pruste, mens de æde.
— Jeg elsker at dvæle
i denne øde Stilhed,
at frydes ved dens Storhed
og gyse ved dens Vildhed.
Det er mig, som jeg drages
til et hemmeligt Møde
med dem, jeg har elsket:
De Levende — og Døde.
— Jeg staar ved Bondegaarden
paa Toften og lytter,
mens Lysene tændes
i Fiskerlejets Hytter.
Fra Kronborg glimter Fyret
i det taagede Fjerne;
i Vinteraftnens Skumring
det lyser som en Stjerne.
Derude ligger Havet
af Isen bedækket;
fra fjerne Vover hører
jeg Vildandetrækket —
og Skrigen af Graagæs
og Sang af vilde Svaner,
som drage i Stjernelys
paa vildsomme Baner.
Hvor højtidsfuldt stille! —
Hvor herligt at skue
deroppe den mægtige
tindrende Bue!
Hernede ligger Jorden
i Mørke begravet,
— deroppe vrimle Sole
som Sandskorn i Havet!
Jeg bøjer mit Hoved —
jeg føler mig saa lille;
dog er det, som jeg løftes
mod den evige Kilde.
Og Tankerne komme
og svinde som i Drømme
og lyse i mit Indre
som Stjerneskudsstrømme.
— Jeg vilde ikke bytte
en Ensomhed som denne
med Festsalens Tummel,
hvor Lysene blænde!