Paa Grænsen mellem Stad og Land,
der saae jeg Livets første Vaar,
der stod mit Hjem ved Søens Rand,
hvor nu de høje Huse staar.
Da var der mere fri Natur
og ingen Gader, ingen Gas.
Bag Haven ved det gamle Skur,
der havde jeg min Legeplads.
Der satte jeg min Drage op,
der sendte jeg min Boldt mod Sky
og saae den fjerne Kirketop
i Taagen af den store By.
Saa mangen dejlig Sommerkvæld
jeg lytted der som lille Dreng,
naar Hornet blæstes til Appel —
da var det Tid at gaa i Seng.
Og Stadens Larm og Landets Ro,
hvor greb de mig og trængte ind
og prægede sig begge to
i Dybet af mit Barnesind!
Derinde Livets vilde Hast
i trange Gaders tunge Luft,
og her — i fredelig Kontrast —
de landlig stille Havers Duft!
— Saa Meget er nu vejret hen
og gjemt og glemt i Tidens Strøm;
men glad jeg seer det Sted igjen,
hvor jeg har drømt min Barndomsdrøm.
Vel kjender jeg det neppe meer,
og Tiden er ej nu som før —
dog elsker jeg at vandre her
paa Stien ved de stille Søer.
Thi disse Træer og disse Siv,
som hviske her ved Aftentid
med Minder om det svundne Liv,
mig drager endnu mægtig hid.
Og aldrig lyder Fuglens Sang
saa sødt mig under Himlens Sky,
som naar jeg vandrer her min Gang
paa Grænsen mellem Land og By!