Mens Vintersolen daler bag den rødmende Sky,
Min søde, lille Brud i det Fjerne!
Jeg sender Dig min Hilsen fra den fremmede By,
En Hilsen med Aftenens Stjerne.
Den funkler og til Dig nu i Dæmringens Stund,
Den seer Dig blandt Fiskerlejets Huse
Paa Stranden, hvor Du boer ved det deilige Sund,
I Hjemmet, hist hvor Poplerne suse.
Det er den samme Stjerne, som saae mig saa tidt
I Skumringen langs Kysten at ile
Til Gaarden, ved Havet, bag det grønne Stakit —
Nu stilles Du og jeg af mange Mile!
Nu sidder jeg herovre i det halvtydske Land,
Adskilt fra Dig ved Sunde og Belter,
Og ikke skal jeg gjensee min kjære, kjære Strand,
Før Sneen i Foraarssolen smelter.
Hvad Under om jeg længes, min søde, lille Brud,
Og drømmer om den Stund, jeg skal Dig favne!
Men see: som jeg længes voxe Vingerne mig ud.
De Vinger, jeg saa lange maatte savne:
Og Brevet, jeg skriver, ja, tænk Dig engang!
Det er jo et Mirakkel, Du Lille,
Det bliver til en sværmerisk Kjærlighedssang,
En jublende Nattergaletrille.
Du troede vel, Din Elsker var af Gratierne forladt?
Du mente vel i Stilhed, som saa Mange,
At han havde sagt de Himmelske Godnat
Og havde ikke Raad meer til Sange;
Du sukked vel i Løn for Dine tyve Aar
Og tænkte: Hvi fandt jeg ham saa silde!
Til mig har han nu neppe en Sang fra den Vaar,
Der blomstred i hans Bryst, da jeg var lille!
Jo, end har i mit Bryst en Vaar jeg saa riig
Af Roser, uvisnelige, røde.
Og mine Mandoms Sange, dem har jeg gjemt for Dig,
Som Roser skal de dufte Dig imøde;
Jeg fletter dem til Krandse for Dig, min lille Viv,
Og slynger dem om Hjemmet, vi skal bygge;
Ja der skal blive Sang og Solskin i Dit Liv —
Lad Sorgen saa kun komme med sin Skygge!
Endnu har jeg dog Ild, endnu har jeg dog Aand,
Trods Alt hvad jeg præker om Fornuften;
Endnu kan jeg kurre som en Due paa Din Haand
Og svinge som en Ørn mig i Luften;
Endnu kan i Sang jeg forherlige Dit Navn,
Trods Livets de kummerlige Pligter —
Og derfor skal Du kysse mig og tage mig i Favn
Og føle at Du elskes af en Digter!
Saa dybt har jeg dukket mig ned i Livets Strøm,
Saa dybt at knap min Sjæl kunde bunde,
Saa dristigt har jeg prøvet paa Jorden min Drøm;
Men aldrig gik dog Drømmen tilgrunde.
For mig blev ikke Livet en ussel Parodi,
For mig blev det saa kraftig en Skole:
Jeg aner gjennem Striden en evig Harmoni,
Fra Støvet til de yderste Sole.
Og sidder jeg end fangen her som Fuglen i Buur
Og kæmper for Livet, det reale,
Jeg kan dog ei, Du Kjære, fornægte min Natur,
Den vaagner, den vaagner af sin Dvale.
Fornem det paa Rhythmernes jublende Dands
Paa Verset, som svulmer og som klinger,
Endnu har min Sjæl for det Herlige Sands,
Endnu kan den løfte sine Vinger.
Frygt ikke, Du Søde, at de vingede Ord,
Skal bringe mig til Livets Krav at glemme!
Jeg elsker jo som Du denne deilige Jord
Og føler mig paa den just som hjemme.
Jeg hvirvler mig med Sang kun som Lærken i det Blaae,
Den synger for sin Mage dernede,
Sin søde, lille Mage, og jeg gjør ligesaa —
Ak, havde jeg som den blot en Rede!