De arme Smaanisser, de undes ei Ro;
Slet Ingen har nu den gamle Tro,
At Lykke de bringe til Huset;
Selv passer Bonden sin Hest og Ko
Og skaffer sig Most til Kruset.
I Stæderne hersker den travle Kløgt,
Der blive de store Fabrikker bygt,
Med Gas man Gaden belyser.
For Stædernes Larm har Nisserne Frygt,
Dem Larmen og Færdselen kyser.
Forjagne, fordrevne fra By til By,
Forgjæves de søge om Huus og Ly;
De kan ei Oplysningen taale,
For Bøger og Lærdom i Skjul de tye
Og blinke for Solens Straale.
Alt længe maatte de lyssky Smaa,
Fra Sted og til Sted forjagede gaae,
Et hjemligt Skjul at oplede;
Saa kom de en Nat til en By, der laa
Forfalden midt paa en Hede.
Der kjendte man ei til Skolegang;
Dens Huse var smaae, dens Gade trang,
Dens Folk vankundigt og sløvet;
I Stuer og Kamre Spindelvæv hang,
Og tykt laa paa Hylderne Støvet.
See, det var just efter Nissernes Smag;
De smuttede ind under Skuur og Tag
Som tusinde Vandringsrotter
Og slog sig til Ro og lagde Beslag
Paa Gryder, Pander og Potter.
Og der blev en Myldren i hvert et Huus,
Smaanisserne smutted omkring som Muus,
Snart hamred de nede i Tønden,
Snart vælted en Kjedel, snart klang et Kruus,
Snart raslede Lænken i Brønden.
Om Natten snurrede Rok og Hasp,
Og der blev filet med Smedens Rasp
Og hamret paa Hesteskoen;
Naar Uglen tuded i Gran og Asp
Stod Nisseballel i Loen.
Paa Rivejern og paa Spækkebræt
De spilled til Dandsen nok saa net
Og blæste Trompet i Tragten,
Der dandsedes Riil og Menuet,
De gamle Nisser slog Takten.
Forbauset hørte den Herremand,
At Nisserne fra det hele Land
Sig havde bosat i Egnen;
Til Nissebyen han drog paa Stand,
Ham fulgte Præsten og Degnen.
Der skulde reises et Skolehuus;
Man bragte Tømmer, man bragte Gruus,
Men Værket fik ingen Ende,
Det larmed i Grunden med Snus og Bruus,
Og Murene faldt overende.
Det voldte de Nisser ved Midnatstid;
Saa mange de vare, de stimlede did
Med Hammer og Hakke og Spade;
At Bønderne vaktes til Kundskab og Flid,
Det kunde de ei tillade.
Og der blev bygget i Aar og Dag,
Men endnu havde ei Skolen Tag,
Det voldte Smaanisserne Glæde;
Endnu laa Bonden og sov i Mag,
Endnu var Marken en Hede.
Da viedes Huset af Præst og Degn;
Paa Muren gjorde man Korsets Tegn,
At Engle den skulde beskytte;
Da jamred det trindt i den hele Egn;
Thi da maatte Nisserne flytte.
Paa Vandring maatte de atter gaae;
I Skolen sendtes nu Bondens Smaae,
Af Dvalen vaktes de Sløve;
Smaanisserne peeb i hver en Vraa,
De turde ei længere tøve.
Saa brede de op en Morgenstund,
Før Lærken vaagnede af sit Blund,
Der blev ei en Nisse tilbage;
Kun Storken paa Taget og Bondens Hund
Og Hanen saae dem bortdrage.
Og Kattene fulgte et Stykke med,
De sagde Farvel ved Byens Led,
Veemodig var Afskedsstunden;
Saa vandred Nissefolket afsted
Og svandt bag Heden, i Lunden.
Derinde monne en Bæk sig sno.
— Ved Sivene under den hvalte Bro,
Blandt mosbevoxede Rødder,
En Hyrde laa og slumred i Ro,
Da vakte ham Larmen af Fødder.
Saa vevre, saa lette, de trippende Smaa
Han hørte hen over Broen gaae, —
Han kunde det vel forklare!
Det var som det skulde ei Ende faae,
Thi stor var Nissernes Skare.
Nu flakke de huusvilde om paa Jord,
Og hvor de søge, i Syd og Nord,
Er alt det Gamle forandret —
I Duggen vi see det myldrende Spor,
Som viser den Vei de har vandret.