Naar Mennesket sin Favn udstrækker,
Hvad synes Du det ligner da?
Et Kors af Støv, som Tanken vækker
Om Smertens store Golgatha.
Naar Glædens Roser os omslynge,
Naar vi i Livets Morgen staae,
Da mørke vi ei Korset tynge,
Det Kors af Støv vi bære paa.
Men hastigt svinde Livets Glæder,
Som Roserne de falde af,
Og længselsfuld Din Favn Du breder:
Et Kors selv paa Din Lykkes Grav.
Saa staaer Du med udstrakte Hænder,
Belyst af Livets Aftensol;
Du seer Din Skygge, og Du kjender
Din egen Lidelses Symbol.
O, lad ei Støvets Kors Dig kue!
Naar Tiden farver Issen graa,
Da daler Fredens hvide Due
Med strakte Vinger ned derpaa.