See, hvor Aftnens Straaler drage
Veemodsfulde sig tilbage,
Langsomt stille, Fod for Fod,
Ret som om de stride mod,
Ret som om de nødigt ville
Fra den skjønne Jord sig stille,
Fra hver lille Plet derpaa.
Ak, det nytter ei, de maa;
Over Skov og Sø og Ager
Natteskumringen dem jager,
Glider, kold og mørk og graa,
Opad hvert et lille Straa,
Opad hver en Busk og Stamme
Og fordriver Solens Flamme,
Under Lyset ingen Frist
Paa den mindste Green og Kvist,
Skrider frem med Skygger kolde
Over Mure, over Volde,
Hyller Alt i Dæmring ind.
— Kun paa Kirketaarnets Tind
Og paa Stadens høie Tage
Er endnu en Rest tilbage
Af det gyldne Aftenskin.
Deiligt dvæler det deroppe,
Ret som om det der vil stoppe,
Ret som det i Flugtens Hast
Klynger sig til Jorden fast,
For endnu engang at sige
Sit Farvel til Land og By,
Før det maa for Mørket vige
Op til Luftens stille Rige,
Til den gyldne Aftensky.
Et Par flygtige Sekunder,
Længer faaer det ikke Stunder:
Høit paa Kirkens Spiir tilsidst
Funkler kun en gylden Gnist —
Nu er ogsaa den forsvunden.
Nu har Mørket Seier vunden,
Dækket af dets Sørgeflor
Ligger nu den skjønne Jord.
Men den sorte Skygge trænger
Længer op, og altid længer,
Løfter sig alvorlig, stum,
Høit i Luftens vide Rum,
Og sit førte Hoved rækker
Op fra Sky til Sky, og strækker
Sig bestandig meer og meer
Mod de fjerne Stjerners Hær.
Ogsaa dem vil den fordunkle;
— Men de klare Stjerner funkle
Høit paa Himmelen hos Gud,
Slukkes ei af Mørket ud.
Der har Lyset Fristed fundet —
Fryd Dig, det er ei forsvundet!
Du, som sørged ved dets Flugt,
Fryd Dig, det er ikke slukt!
Hisset oppe i det Fjerne,
Paa den lille gyldne Stjerne
Glimre end dets Straaler smukt.