Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Sang for Fædrelandet

Ved de danske Skytte- og Gymnastikforeningers store Fællesmøde den 10ende og 11te Juli 1881

(Mel: Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden)

Bryd vældig frem, — luft ud i alle Kroge,
vor Jubelsang, til Fædrelandets Pris!
Riv Alle med, ja, selv de smaalig Kloge,
og smelt de Hjerter, Tvivlen frøs til Is!
Bryd som en Storm fra tusind unge Munde!
Gjenlyd fra Vesterhav til Østresalt:
Et Folk som vort skal ikke gaa tilgrunde!
For Fædrelandet Liv og Blod og Alt!

Ja, Alt — saa vist, som det er største Ære
at dø som Helt i Forsvar for sit Land!
— Men nu i Splid vor egen Marv fortære?
Nej! Tusind Gange Nej, Du danske Mand!
Har Du en Uven her, da kald ham Broder;
lad denne Fest, vi fejre her i Dag
for Danmark, for vjor elskte fælles Moder,
os samle Alle i et Favnetag.

Rejs, hvor Du vil, ja, søg paa hele Kloden:
selv under Palmer dog Du fremmed staar,
dit bedste Liv er løsnet som fra Roden,
Du længes hjem, om end til ringe Kaar;
thi «ingensteds er Roserne saa røde,
og ingensteds er Tornene saa smaa,
og ingensteds er Dunene saa bløde
som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa!»

Men vi er Mænd, og vi vil ikke blunde
paa Ladheds Dun. Nej! hærdes skal vor Arm!
Og vi vil holde Sjæl og Legem sunde,
saa Kinden blusser ungdomsfrisk og varm!
Og vi vil elske vore store Minder
og vise Verden, de har baaret Frø,
naar Prøvens Dag i blodrød Glans oprinder!
Vort Land! Vort Land! din Hæder skal ej dø!

Lyt til vor Sang, I Mægtige, I Ringe!
Vort Ungdomsmod er ikke Overmod.
Læg dog ej Baand paa vor Begejstringsvinge!
Her handles om vort dyre Hjerteblod!
Forlænge drev vort Land for Vind og Vove. —
Men vi vil staa som vore Fædre stod!
Hør det, I Vaagne! Hør det, I, som sove!
Hør det i Oldtidsgraven, Dannebod!