Til Kongen
(Ved Universitetsfesten i Juni 1879)
(Ved Universitetsfesten i Juni 1879)
(Melodi: „Svend Tveskjæg havde sig en Mand.”)
(Melodi: „Svend Tveskjæg havde sig en Mand.”)
Hil Dig, Du Rigets første Mand,
vor gode Drot!
Dog det er ej din Kongestand,
vi hylde blot:
Vi hilse Dig som Folkets Ven!
og det skal tro’s:
Du skatter just af frie Mænd
en saadan Ros, —
den bedste, en Hersker kan høste!
Ja, vidnes skal det højt i Dag
og lyde vidt
derud til andre Folkeslag:
Dit Folk er frit!
Vort Dannebrog, — vort gamle Flag —
det stolte Lin —
er Ban’ret for vor fælles Sag:
dit Folks og din!
Med Dig vil vi værge dets Hæder!
Vi véd det, Konge, Kronens Guld
er ikke let.
Den Mand, som i det sorte Muld
sig graver træt,
sér op med Længsel mod din Borg:
«Var min dens Glans!»
Ak! aned han, hvor Kongesorg
er tung mod hans, —
han ønsked sig neppe en Krone.
Men blev ej, Konge, Dig forundt
en gylden Tid;
vær uden Frygt: Dit Folk er sundt
trods al dets Strid.
Hvor der er Liv — det er nu saa —
er ogsaa Larm;
men højt endnu kan Hjertet slaa
i Danskens Barm.
Og Faren skal samle os Alle!
At Kunst og Lærdom her fandt Læ
og voxte smukt
og blev et kraftigt Livsens Træ
med Blomst og Frugt,
det er i Danmarks Kongers Krans
et Hædersblad, —
det kaster end i Dag sin Glans
paa Axelstad —
og spiller med Lys om din Krone!
Kan højest Rang end ej vi naa
i Aandsbedrift;
hvad Tycho skrev paa Himlens Blaa
med Stjerneskrift,
hvad Danmarks store Phidias
i Sten har skabt,
har hævdet os en Hædersplads,
som ej gaar tabt.
Og end er der Kraft i os Danske!
En Lykke vandt Du i dit Liv —
en sjælden stor:
Fra Dig og fra din høje Viv
sprang ud i Flor
en Herskerslægt, — et Rosenflor
af Kongeblod,
som glemmer ej den danske Jord,
hvor Vuggen stod.
Gud signe Dig, Drot, og din Stamme!