«Hade Fejl, men ej Personer.»
Wessel.
Hvor meget ondt, hvor meget dumt,
— og dog, hvor meget skjønt paa Jord!
Der kjævles blindt, der rases grumt,
der dræbes selv med Ord.
Uløst fra Verdens første Tid
den store Livets Gaade staar,
og Kajn endnu med samme Nid
sin Broder Abel slaar.
Der raabes trindt mig: «Tag Parti!»
mens hver kun sér sin egen Sag.
For mig er det: at være fri,
som Livets Aandedrag.
For mig er det: at være fri,
at agte Andres Ret som min,
og aldrig blande Galde i
min Friheds ædle Vin.
Ensidighed gjør stærk maaske —
dog, hvor jeg kan, jeg helst slaar Bro
med begge Øjne vil jeg sé,
saa længe jeg har to.
Min Sjæl blev ikke skabt til Had,
jeg bløder ved hvert Slag, jeg slaar,
og lægger helst et Rosenblad
selv paa min Uvens Saar.
Thi gribes jeg af mægtig Trang
til, før mit Jordliv er forbi,
at aande ud endnu i Sang
mit Væsens Harmoni.
Ja, før med mangt et indre Syn
min Aand gaar hjem herfra til Gud,
lad mig endnu et Tankelyn
i Verden kaste ud!
Det ulmer skjult, det trænger paa,
hvad der var længe indelukt. —
O, maatte det tilsidst dog faa
sin Frihed først og Flugt!
Bestraal mig, Sol! Tø op, tø op
i dette Bryst hvert Svagheds Spor!
Udfold min Sjæl som Blomstens Knop
i Gjerning som i Ord!
Du Evige, som har mig skabt,
fra dig jeg hented alt mit Mod;
jeg føler dybt: jeg var fortabt,
ifald du mig forlod!
Selv naar Du prøved tungt min Aand
og bøjed mig i Smerte ned,
Du holdt mig med din stærke Haand
og greb mig, naar jeg gled.
Tak for hvert Aandedrag af Luft!
Tak for hver Straale lys og varm!
Tak for den evige Fornuft,
hvis Gnist faldt i min Barm!
Af Sandhedstrang til Tvivlen ført,
saa mangen Sjæl forvilder sig —
Tak for, Du gav mig en, som rørt
kan ydmyg takke Dig!
Oktober 1884.