Nygræsk
(Efter Daumer)
(Efter Daumer)
Ned paa Olympos’ høie Top
En mægtig Ørn sig sænker;
Den bærer i sin skarpe Klo
Et blodigt Heltehoved.
I snevre Pas, hvor Kampen stod,
Det laae blandt døde Kroppe.
Med Trods og Haan det smiler end
Foragteligt i Døden.
Og som nu Ørnen sidder der
Og stirrer paa sit Bytte,
Den spørger: „Blege Hoved, siig,
Hvo var Du, da Du leved?”
„Fortær kun, Fugl, min vilde Kraft,
Min Marv, min Manddomsstyrke;
Engang saa stærk, engang saa bred
Da bli’er Din Klø og Vinge?
I Luros og Xeromeros,
Der var jeg Armatole,
Tolv Aar jeg i min Rede sad
Som Klephte paa Olympos.
Jeg mangen mægtig Aga slog
Og brændte deres Byer.
Jeg meied Tyrker ned for Fod
Og Albaneserhelte.
Nu veed Du Alt, spørg ei om meer,
Men stil paa mig Din Hunger —
Du er Dit stolte Bytte værd,
Du mægtige Rovfuglklephte!