Nu, saa derud
Paa de vilde, de brusende, skummende Bølger
I Storm og Slud!
Jorden forskyder,
Anger forfølger
Mig som Forbryder.
Tryk mig med Harm,
Hav, til din mægtige Barm!
Jeg er led, jeg er kjed
Af mig selv og af Jorden og hele dens Vrimmel!
Slyng mig op, slyng mig ned
Mellem Afgrund og Himmel!
Spil kun Bolt
Med den Myre, som svimmel
For Halvgud sig holdt!
Væk!
Falske Mø, jeg paa Smilet dig fjender!
Stræk
Ei mod mig dine fristende Hænder!
Er ikke Haabet dit Navn,
Sneehvide Ravn?
Var det ei dig, som mig loved
Kroner af Guld til mit Hoved?
Klart jeg nu seer, du er sort —
Eller see feil mine Blikke, —
Er du det ikke?
Hedder du Minde,
Blege, sørgmodige Qvinde?
Da er du min,
Da er du Vikingens Brud!
Jeg maa derud,
Ud i Orkanernes Hviin!
Men naar sig Stormen har sat,
Kom da, du Blege,
Kom i den dødsstille Nat,
Mind mig om Barndommens Lege,
Mind mig om Drømmen, om Hæder,
Om mine Glæder!
Herlig i henrundne Dage,
Lærte mig Livet en Sage:
Ømt hos min Mø
Sad jeg i Lunden;
Nu paa den oprørte Sø
Har jeg den Elskede funden!
Men paa de falmede Kinder
Taarer nedrinder.
Hilde, blev saa ei dit Navn,
Da du blev hildet!
Godt du til Vikingens Stavn
Passer som Billed.
Hvor er din blomstrende Kind,
Hvor er dit sorgløse Sind,
Hvor er din Sang,
Hvor er din svævende Gang,
Sletternes Hind?
Svundne med Ungdommens Glæder,
Ak, ved mig usle Foræder!
Hader
Fjenden du ei af din Fader,
Han, som til Fisken og Krybet
Styrted din Moder i Dybet?
Han, som har mere —
Røved din Uskyld og Ære?
Hvor kan du kjærligt dig hvile
Op til hans Hjerte og smile? —
Ak, min Valkyrie gyser,-
Hænderne fryser;
Kom, lad mig kysse dem varm’;
Græd du kun ud ved min Barm;
Hæld til min Skulder dit Hoved;
Bedre har fordum du sovet,
Pantserskjæl er mine Fjedre;
Jeg kan ei byde dig bedre.
Vældige Hav!
Frygteligt voxer dit Bulder!
Som en Triumphvogn benruller
Over din Grav
Snekken, og Veien har Huller.
Rundtom sig styrte uhyre
Bølger som bidsede Tyre.
Evigen nu
Vexler den truende Sky,
Svulmer i Luften som Hvalen;
Dunstjetten rider paa Halen;
Stormen den spalter.
See, hvilke vilde Gestalter!
See, hvor af Skyer hiin Jette
Troner kan bygge!
Kunde derop jeg mig sætte —
Taagede Lykke! —
Held uden Lige:
Konge i Skyggernes Rige!
Land,
Raaber fra Masten en Mand.
Hvis ikke Synet mig glipper.
Er det de høiskotske Klipper.
Fjernt gjennem Havtaagens Slør
Seer jeg en Gruppe af Øer.
Der vil jeg vente,
Ret som den speidende Glente.
Der er en viid Horisont,
Der vil fra Fjeldet jeg rundt
Speide, med dig i min Favn;
Indtil min Dommer,
Mørk paa sin Stavn,
Mørk som Gjengjældelsen kommer.
Nu saa faer vel,
Hæder og Lykke og Held!
Drømmen om herlige Dage!
Straalende Sage,
Søqvabeks Mø,
Udslet mit Navn med din Finger;
Døe!
Bedre, end Nidding, dog klinger!
O, jeg Fordømte!
Jeg, som i Vanvid udtømte
Lidenskabs Ruus!
Styrter og knuus,
Knuus mig, I Klippernes Klynger!
Letter min Sjael, mens I tynger!
Vee!
Hilde, du maa ikke see
Smerteligt ind mig i Øiet;
Er ikke nok jeg alt bøiet!
Dog kan i Stormen jeg lee,
Være fornøiet.
Seer du, min Brud,
Seer du i Øernes Gruppe
Bøier sig ud
Forbjerget, mørkt som en Gubbe
Maagen og Ørnen,
Vildanden lægger sit Æg
Skjult under Tjørnen;
Den er den Skaldedes Skjæg.
Brændingen hvirvler om Skibet!
Stort er det fredløse Havs
Boblende Billed paa Livet.
Fjeldet staaer taus;
Sorgfuldt det Hovedet sænker!
Hvad mon det tænker?