Hvo er det, som vanker
Hist paa Jyllands Banker?
Øiet har ei Taarer;
Men i spændte Aarer
Paa den høie Pande
Seer man Smerten stande;
Arm er snoet i Armen
Over Kæmpebarmen.
Ak, det er Hogne. —
Hjem er han kommen,
Dræbt er hans Dronning,
Datteren røvet.
Fosterbroderen
Hende forførte. —
Budskabets Byrde
Bøied ham ikke;
Høiere kneiste
Hans Hoved i Harm.
Neppe til at kjende,
Taus blandt sine Svende
Gik han paa sin Snekke
Op og ned ad Dække.
Efter ham, som flygted,
Spurgte han, og Rygtet
Peged over Søen
Op til Klippeøen.
Seilet da strammed
Meer han i Stormen,
Ørkenøesveien
Ørnen ham viste,
Hevnens Harpyer
Fulgte som Haier,
Medens med Bougens
Brusende Bølger
Snekken skjød ind i
Klippernes Skjul.
Men paa Fjeldets Tinde
Stod en Mand og Qvinde;
Og sin blege Datter
Kjendte Hogne atter,
Kjendte Gjerningsmanden.
Da skjar Drotten Tanden,
Knyttede med Bæven
Mod sin Fjende Næven.
Høit lød til Bølgens
Larmen hans Latter.’
”,Ha, red vort Venskab
Vær mig velkommen.
Fostbrødre favnede
Følges i Døden.
Glad vil jeg give
Gudernes Glæde,
Naar du mig følger
I Nastrons Nat!”
Da fra Klippen hasted
Hilde ned, og kasted
Sig til Faderbarmen,
At formilde Harmen.
Vildt man skued flagre
Haaret paa den Fagre.
Til hans Knæ hun klynged
Sig af Sorg nedtynget.
„Fader, o Fader,
Ak, skal du finde
Saadan din Datter;
Svar mig, o svar mig!
Hevn paa din Hilde
Daaden af Hedin!
O, men saa staae ei
Stiv svin en Støtte,
Kold ved mit Kjærtegn;
Kald mig dit Barn!”
„Ha, for den Forræder
Skammeligt du beder!
Lad din Moders Dræber
Kysse dine Læber.
Qvindeskjold behøver
Kun slig Ærerøver;
Knap har Hunden glammet,
Kruber Ulv bag Lammet.”
Men med de milde.
Sørgende Miner
Bønlig bad Hilde:
„Hør mig, ved Baldur!
Drot, vil du dræbe,
Grusomt din Datter!
Tilgiv, o tilgiv!
Taarer skal takke,
Salige Dage
Lønne din Daad!”
„Veed du, svage Pige,
Ei hvad Hevn vil sige?
Fatter ei dit Hjerte
Min uhyre Smerte?
Gaa du, feige Qvinde!
Kys og klap min Fjende!
Nastrons Dyb med Latter
Priser slig en Datter.”
Hilde han stødte
Bort, som naar Havet
Kaster tilbage
Høislettens Kilde.
Op for hans Røst
Foer Fugle fra Neden,
Liig for en Høstvind
Visnede Blade
Stige mod Skyen
Og synke igjen.
„Hedin, hør mig kalde!
Du og jeg skal falde!
Siig mig, hvor du skjuler
Dig i Klippens Huler?
Frygter du, den gamle
Bjørn skal Kraften samle?
Helt, med Niddingsnavnet,
Før ei Mod du savned.”
Da af sit Hoved
Hedin rev Hjelmen;
Frem imod Hogne
Sprang han fra Fjeldet:
„Konge, han raabte,
Kløv med din Klinge
Fjenden, som fræk dig
Frygteligt krænked
Dræb mig, til Døden
Længes mig dybt.”
„Nei, ved Hevnens Magter
Dine tomme Fagter,
Nidding, ei mig smelte.
Opstil dine Helte.
Har en Gnist af Modet
Du endnu i Blodet,
Lad da kjækt mod mine
Dine Sværde hvine.”
„Navn af en Nidding
Nævner for tidt du,”
Svared den Stolte
Skamrød og stilled
Kæmper til Kampen;
Skjoldet han kasted
Rask paa sin Ryg, og
Rasende Striden
Braged i Brændingens
Døvende Bulder:
Hedin mod Hogne
Og Hær imod Hær.
Men paa Kampen skued
Hilde bleg og grued.
Som en Blomst hun hælded
Sig udover Fjeldet.
Op fra Bølgedalen
Dukked søvnig Hvalen,
Lyttende med Undren
Til den høie Dundren.
Sælsomt er Sagnet.
Dybsindig Sandhed
Gjemmes i gamle
Halvglemte Gaade:
Striden, som stredes af
Oldtidens Sønner,
Manglede Maalet;
Mildt dog omslyng’des
Kraften den vilde
Af Kjærlighed.
Vidtberømt i Tiden
Nævnes Hjaddingstriden;
Hildurs Leg den vilde
Nævntes efter Hilde.
Kjærlighed i Nøden
Fulgte trofast Brøden;
Aldrig skal hun glemmes,
Medens Harper stemmes!