Stille, du larmende Brænding!
Hører du ikke, jeg beder!
Hvor kan du nænne at vække
Mine hvilende Helte!
Hjælp mig, stormende Nordhav,
Hjælp mig heller at dysse
Hedins brændende Pande
Ind i den qvægende Ro!
Stakkels Fader! din Pude
Er nu den nøgne Klippe.
Øernes mægtige Konge!
Har paa de gamle Dage
Du ei en bedre Seng?
Kan du ei byde Stormen
Ære dit kronede Hoved?
Prægtigt er dog dit Purpur!
Nys, i Drømme, mig tyktes
Ængstligt, at det var Blod af
Dig og Hedin, at Begge
Kløved hinandens Isser.
Ha, men Drømmene lyve!
Lytte til eders Aande
Vil jeg, med ængsteligt Øre.
Hvorfor ere I kolde?
Hvorfor sige I ikke,
Før I slumre, Godnat?
Frygtelig Angst mig griber!
Sidder jeg ei paa en Valplads
Mellem blødende Helte!
Vil ei Nogen mig trøste.
Vil ei Nogen afbryde
Dødens trykkende Tavshed,
Uden, blandt kolde Klipper,
De atlantiske Storme?
Arme, arme forladte,
Grædende Kongedatter!
Myrdet ligger din Elskt. —
Herlig som Morgensolen
Paa de cimbriske Høie
Bar han, og stolt hans Tanke
Steg over Falkens Bane!
Let, som Skovenes Raabuk,
Naar den lytter i Vinden,
Kraftig, som Kampens Ganger,
Naar med flyvende Manke
Frem den stormer i Striden,
Kneiste han mellem Helte!
Ak, nu er det forbi!
Klam er Haanden, som klapped
Hognes Datter paa Kinden,
Som mod Skyerne kasted
Høit den skinnende Landse;
Nu kan et Barn den bøie!
Fældet er Klippens Ørn!
Men, din sørgende Fylgje,
Hun forlader dig ikke!
Vandrede jeg i Lysets
Evigt straalende Bolig,
Styrkedes du til Nastrond,
Vilde jeg Knæet bøie
For Alfader og bede,
At han vilde fordømme
Mig til din Qval at dele
Dybt i Afgrundens Nat!
Fader, Fader, din Datter
Vil dig Intet bebreide!
Ak, men hvi skjænked du ikke
Mig din Velsignelse kjæligt?
Uden et Ord til Afsked,
Stødte du bort din Hilde!
Ak, og nu lukker Døden
Læben med Hadets Træk!
Hvor det er mørkt deroppe! —
Blege, tindrende Stjerne!
Fra din uhyre Hvælving
Eensom blinker du til mig!
Kjender du ei skjøn Hilde,
Hende, som smiled gladest
Mellem nordiske Piger?
Nu er til Døden hun viet!
Kun en sørgelig Gravblomst,
Blaaklokken lig ved Lyngens
Knejsende Bautasteen!
Bort, I hungrige Gribbe,
Galgens fjedrede Fyrster,
Aadselfortærere vilde:
Hvilken tjenstvillig Svartalf
Har havt Bud efter eder?
Dækker ei andre Steder
Døden sit Bord paa Valen?
Ere I lækkersultne
Efter de stolte Hjerter,
Som urolige sloge
I de mægtige Barme?
Tørste I efter at drikke
Fyrsternes ædle Blod?
Nærmer eder ei, Grumme.
Spænd ei Kloen, du gridske,
Sværtede Ravn! Med Sværdet
Stække jeg skal din Vinge!
Du kun, sneehvide Maage!
Tør dig fredelig nærme.
Brystet, dunet, du bade
Og den viftende Vinge
I det kostbare Purpur;
Da skal dine Smaaunger,
Naar til Reden du vender
I den gryende Morgen,
Spørge, er det vor Fader
Med de prægtige Fjedre?
Siig dem da, det er Blod af
Hedin og Konning Hogne.
Maage, forglem det ei!
Gjøglende Vanvid, grusomt
Spøger du med den Arme!
Himlens styrende Magter,
Fryde I eder ved Ormen,
Som sig vaander i Støvet?
See, mine Hænder jeg vrider!
Men I forbarmes ikke!
Spøge og lee deroppe
I de skinnende Sale,
Vil ikke høre i Stormen
Hildes klagende Røst!
Giv, o giv mig tilbage
Elskeren og min Fader!
Væk dem atter til Livet!
Væk dem, om blot som Skygger,
Blot som Gjenfærd, og lænk mig,
Lænk mig med evige Kjæder
Her til Fordømmelsens Fjeld!
Alt det dages i Østen!
Ha, forblænder mig Vanvid!
Blusse ei Hedins Kinder?
Rødme ei Hognes Læber? —
Elle r er det kun Solen,
Som dem straalende farver?
Nei, de leve, de aande,
Vækked af mine Kysse,
Vækked igjen til Livet,
Til den rastløse Kamp!