Kjender Du det Tankespil, som, sindrigt
Sammensat af Stykke tæt ved Stykke,
Føier sig til et harmonisk Billed,
Til et Billede af Edens Have,
Eller og en Dal med Trylleslotte
Og en deilig Udsigt til det Fjerne.
Ofte har som Barn med det jeg leget,
Skilt det ad og prøvet om jeg kunde
Sammenfatte det, og længe prøvet
Og forkastet, til det skjønne Billed
Atter samlede sig til et Hele.
Som et saadant Tankespil mig tykkes
Er min Sjæl. Engang i svundne Dage
Laae den udbredt lys og klar for Verden;
Men den kolde Tid, som Alt forstyrrer.
Kom og greb deri og tog mit Væsen
Fra hinanden, rystede det sammen
I Adspredelsernes vilde Hvirvel,
Og af mit forsvundne Edens Have
Gav den mig kun Stykkerne tilbage
Derfor sidder jeg nu her i Verden
Tankefuld og grunder paa, hvorledes
Jeg det sære Tankespil skal samle
Og af Stykkerne, jeg har tilbage,
Sammensætte mig mit Eden atter.