Et Samlingspunkt jeg trængte til,
Hvorved jeg fæste kunde.
Hvad der var spredt i Livets Spil
Og gaaet halvt tilgrunde.
Fra Himlen blinked Stjernen ned
Med Evighedens Gaade;
Da fæsted jeg med Suk derved
Mit Jordlivs brustne Traade.
Og bort fra Støvet jeg mig sneg,
Fra al dets Sorg og Trængsel,
Og opad jeg mod Stjernen steg
Med min uhyre Længsel.
Og opad steg jeg, Trin for Trin,
I det Uendelige;
Jeg raabte: Herre, luk mig ind
Til Dig i Lysets Rige!
Jeg kommer som en Flygtning hid,
Nedtynget dybt af Støvet;
Endnu har ikke Verdens Strid
Mig Guddomspræget røvet.
O, luk mig faldne Engel ind,
Fra Lysets Hjem forvildet,
For Synden plettet har mit Sind,
Og krænket dybt Dit Billed!
I Universets Rum jeg hang,
Ei Støtte var for Foden;
Jeg saae hvor Alt i Bølgegang
Sig væltede paa Kloden.
Min Haand alt efter Stjernen greb,
Da vaklede jeg svimmel,
Da brast den lette Spindelvæv,
Og jeg sank fra min Himmel
Som før jeg gaaer i Støvet her.
Og i det vide Fjerne
Som før til mig veemodig seer
Den stille Nattens Stjerne.