„Hvor skal jeg søge Sandhed? hvor?
Jeg seer kun lutter vilde Spor;
En raaber saa, En Anden saa,
Men, hvor er Veien jeg skal gaae?”
„Jeg gjennemblader Bog for Bog,
Men bliver ikke mere klog;
Jeg banker paa den Lærdes Dør
Og gaaer forvirret meer end før.”
„Saa kommer der en Daareflok,
Hver med sin egen Maalestok;
Hver vil mig støbe i sin Form,
En til en Gud, og En til Orm.”
Saa klager Du, og paa Dit Sind
Hver Tvivlens Djævel stormer ind,
Til huusvild i Dit eget Bryst
Du søger Fryd i Daarens Lyst.
Forsag ei, Broder! Vær Dig selv!
Og saa for Hobens Dom ei skjælv.
Trods hver en fiin, spidsfindig Røst,
Tro paa Guds Stemme i Dit Bryst!
O, den er let at skille fra
Forfængeligheds tomme Ja
Paa Ønskets Spørgsmaal! Den har Klang,
Som Himmeriges Englesang.
Den toner i den stille Nat,
Naar Du af Verden staaer forladt
Naar Du er saaret og miskjendt
Hjem til dit stille Kammer vendt.
Den kalder Dig med Livets Røst
Fra Dybet af Dit eget Bryst,
Den er Din Engel! uden den
Est Du et Blad for Stormen, Ven!
Den kaldte, og med Dødsforagt
En Munk stod op mod Verdens Magt:
Om Djævle der før Tagsteen var,
Han Troens rene Lys frembar.
Ved den jeg vil mig holde fast
I Verdens vilde Bølgekast!
Den er mit Anker, er mit Ror;
Paa den jeg lider, den jeg troer!
Hvad den tilhvisker mig som Sandt,
Det er det! trods alt løiet Tant!
Om hele Verden raabte: Nei!
Jeg fulgte dog min Engels Vei!