I Verden op og ned det gaaer;
Naturen leer derad.
Blaaøiet som for tusind Aar
Den smiler endnu glad.
Om Julidages vilde Kamp
Den bryder sig kun lidt;
Den spreder brændte Stæders Damp
Og jævner Krigens Skridt.
I Haven bagved Bondens Skuur,
I den bag et Palads
Er, evigtvirkende Natur,
Dig ligegodt tilpas!
Du leer ad vores Kjærlighed,
Du leer ad vores Had:
Ved Brudehuus og Rettersted
Groer lige grønt dit Blad.
End kommer Svalen sønden fra
Med samme Iil og Hast,
Som dengang, da paa Golgatha
Vor Frelsers Øie brast.
End ruller stolt sig Euphrats Flod
I Asiens Paradiis,
Som da den badede din Fod
Engang Semiramis.
End nynner Verdenshavet paa
Den gamle, dybe Sang;
Den samme Stjernehvælving saae
Chaldæerne engang.
Som fordum smiler Jorden grøn,
Og Himlen lyseblaa;
Men jeg, som Tidens lette Søn,
Veemodig seer derpaa.
Blandt sjunkne Grave Livet leer
Med tusind Øine fro:
Just derfor fylder Veemod her
Med Taarer mine To.
Og derfor knuger jeg mig varm
Op til Naturens Bryst,
Og trygler: slip ei af Din Arm
Mig og min rige Lyst!
Et Barn i Vuggen var jeg nys,
Snart slaaer min Afskedsstund, —
Og derfor trykker jeg et Kys,
Et varmt paa Livets Mund.