I Verden op og ned det gaaer;
Naturen leer derad.
Blaaøiet, som for tusind Aar,
Den smiler endnu glad.
I Haven bagved Bondens Skuur,
I den bag et Palads
Er, evigtvirkende Natur,
Dig ligegodt tilpas.
Du smiler til vor Kjærlighed,
Du smiler til vort Had:
Ved Brudehuus og Rettersted
Groer lige grønt Dit Blad.
End kommer Svalen søndenfra
Med samme Iil og Hast,
Som dengang, da paa Golgatha
Vor Frelsers Øie brast.
End ruller stolt sig Euphrats Flod
I Østens Paradiis,
Som da den badede Din Fod
Engang, Semiramis.
End nynner Verdenshavet paa
Sin gamle, dybe Sang;
Den samme Stjernehvælving saae
Chaldæerne engang.
Som fordum smiler Jorden grøn
Og Himlen lyseblaa —
Men jeg, som Tidens lette Søn,
Veemodig seer derpaa.
Blandt sjunkne Grave Livet leer
Med tusind Øine fro:
Just derfor fylder Veemod her
Med Taarer mine to.
Og derfor knuger jeg mig varm
Op til Naturens Bryst
Og trygler: slip ei af Din Arm
Mig og min rige Lyst!
Et Barn i Vuggen var jeg nys,
Snart slaaer min Afskedsstund
Og derfor trykker jeg et Kys,
Et varmt, paa Livets Mund.