Hvor Kamelen tungt belæsset
Gnaver Græsset,
Hvor paa rige Kaktusplanter
Kilden skænker Diamanter,
Hvor jeg planter nu min Landse,
Vil vi dandse.
Ørkens favre, hvide Due!
Solens Lue
Deiligt Dig med Glands forgylder,
Sløret som Dig let tilhyller,
Naar Du dandser, naar Du løber,
Formen røber.
Som den hellige Cisterne,
Naar en Stjerne
Klart den speiler, er Dit Øie;
Vandringsmanden maa sig bøie
For at skue i den stille
Længselskilde.
Snart Du lader som Du frygter,
Som Du flygter,
Liig en Antilope bange,
For en spraglet Kongeslange;
Snart jeg springer paa Sandalen
Som Schakalen.
Snart vi, helded mod hinanden,
Kysse Panden,
Kysse Kinden, kysse Munden;
Snart vi, Favn af Favn omvunden,
Som to vilde Figengrene
Os forene.
Mage til de spæde Hænder
Ei jeg kjender.
De som Tambourinen svinger,
Med en Grube for hver Finger
Mage ei til Dine varme,
Hvide Arme!
Dine Blikke er som Honning,
Sahras Dronning!
Dine Smile er som Manna
I den brændende Savanna,
Sødt om Tunis Roser minder
Dine Kinder!
Vækket ved de franske Trommer
Af sin Slummer,
Til det indre Høiland sniger
Sig den afrikanske Tiger,
Mens Giraffen bagved Røret
Spidser Øret.
Fra Algier Kanonen dundrer,
Løven undrer.
Hvad, tør Christenhunden haane,
Hellige Prophet! Din Maane?
Lyttende i Vinden, Strudsen
Staaer med Studsen.
Solens Børn er trængt tilbage;
Men de drage
Atter frem i Ørkenlandet,
Og en Hær, af Stammer blandet,
Kryber frem som Krokodillen
Hist ved Nilen.
Fra de høie Atlasbjerge,
Med sit Værge,
Med sin Damascenerklinge,
Som en Ørn paa Lynets Vinge,
Farer frem med Vindens Hvinen
Beduinen.
Lilie blandt Østens Dadler!
Snart jeg sadler
Ørkens vilde, sorte Dandser,
Haster mellem Sværd og Landser,
Jammerskrig og Hestetrampen
Ind i Kampen.
Naar da Israfil mig kalder,
Palmedalens unge Sanger,
Naar i Tunis, Fez og Tanger
Og Marokko Korset veier
Høit med Seier —
Skjønne, ungdomsfriske Palme!
Vil Du falme?
Vil Du bøie Dig derover,
Som Cypressen, hvor jeg sover?
Sukke, naar Dig Franken spørger
Hvi Du sørger?
Dybt i Ørkens Sand begravet —
Middelhavet
Aldrig med sin Vind mig kjøler;
Ei jeg ved Din Side føler,
Ved Dit Hjerte Elskovs Glæde, —
Vil Du græde?
Ja, Du vil det! alt Du græder,
Ranke Ceder!
Skaan for Taarer Dine Blikke;
End forlader jeg Dig ikke!
Stands det Suk, som Barmen hæver
See, jeg lever!
Ørkens Datter! om min Landse
Vil vi dandse.
Hvor paa saftig grønne Planter
Kilden skærker Diamanter;
Over Franken Samum svinger
Dødens Vinger!