Med milde Blikke
Du paa mig seer;
Du kan slet ikke
Forstaae mig meer.
Du elsker Vaaren
Og Solen mild;
Men jeg har kaaret
Mig Høsten vild.
Ved Kildevoven
Du venlig gaaer,
Mens jeg foroven
Paa Bakken staaer.
Du elsker Freden;
Dit Sind er let;
Jeg troer, af Eden
Jeg snart blev træt.
Naar Stormen dundrer,
Jeg lystigt leer;
Men Du, Du undrer
Og paa mig seer.
Du er saa stille,
Du er saa bly;
Jeg er den vilde
Forrevne Sky.
Og dog Du hænger
Saa ømt ved mig,
Og dog jeg trænger
Saa dybt til Dig.