Ind ad Isefjordens Speil
Glød en tjæret Vikingssnekke;
Vilde Kæmper stod paa Dække;
Vinden pusted’ i dens Seil.
Ei i Kjøbmandsdont den hasted’,
Fyldt med Salt og Skind og Rug;
Rigt med Guld og Bytte lastet.
Svulmede dens Dragebug.
Som en Søfugl stolt den gled
Hen ad Bølgerne mod Landet;
Ankerkloen greb i Sandet;
Seilet sank fra Raaen ned.
Gabende, til Isefjord
Dovne Trælle ned sig skyndte,
Da et Ludurhorn forkyndte,
At en Snekke der indfoer.
Lig en Sælhund, plump og tyk,
Sprang dens Høvding op paa Stranden;
Haaret dækked’ Tyrepanden,
Aldrig Fjenden saae hans Ryg;
Frygteligt i Kamp han fnyste,
Fulgt som Ulv af feden Ravn;
Barnet taug, og Møen gyste,
Naar man nævned’ Rødskjægs Navn!
Eder, Pral og Spotteord
Hang ham stedse løs’ i Munden;
End var ei den Kæmpe funden,
Som ham kastede til Jord;
Dagen lang han slubred’ Mjøden
Af en bleget Hjerneskal. —
Fra sit Skib, i Aftenrøden,
Gik han nu til Borkords Hal.
Haldan stod i Husets Dør;
Fjernt alt Vikingen han kjendte,
Thi den vilde Havets Glente
Gjæsted’ ofte Leire før.
Hastigt Drengen tog en Line,
Bandt den fast ved Tærsklens Skind,
Hvorpaa Foden maatte trine,
Før man kom i Hallen ind.
Som den Bersærk nu i Mag,
Trygt, med Køllen paa sin Skulder,
Slentred’ ind, med megen Bulder,
Under Borkords Bjælketag;
Drog, af alle Livsens Kræfter,
Skjelmen Haldan i sin Snor:
Knap det løse Skind gav efter
For den Stærke laae paa Jord!
Liig en Bjørn, der fra sin Sti
Dratter plumpt i Faldegraven,
Laae Ulf Rødskjæg der paa Maven,
Skummende af Raseri.
Hjelmen foer med Skjoldets Plade
Hen i Krogen, ved hans Fald;
Vildt han spretted som en Pade,
Som en Hummer i sin Skal.
„Bi, fordømte Pog!” han fnøs,
Medens Kæmper sprang fra Sæde.
Drothe bad dem, Drengen redde;
Men den Kjække rev sig løs!
Fast sit Sværd han greb med Latter,
Og, med uforfærdet Blik,
Vented’ saa, til Rødskjæg atter
Sikker Fod og Fæste fik.
Som en Fugl for Høgen snildt,
Først en Stund sig Drengen dukked’;
Thi den vrede Vildmand hugged’
Kryds og kvær i Hallen vildt.
Ei, hvor maatte Haldan springe
Lig et Egern, hist og her!
Tidt den kolde Dødens Vinge
Susede hans Øre nær.
Men med Eet, da Sværdets Eg
Haarsbred’ nær hans Hoved trued’,
Og selv gamle Borkord grued’
For den sære Galnings Leg;
Haldan sig paa Taaen strakte,
Og, i et behændigt Dask,
Vegtigt Egesværdet flakte
Rødskjæg hyled som en Ulv,
Me’ns fra dyben Vunde sprudled’
Blodets Kilde, og besudled’,
Sort som Tjære, Væg og Gulv.
Frygteligt han Øiet vendte,
Og opgav sin skumle Aand:
„Pral nu, Niding: at dig sendte
Ned til Hel en Pogehaand!”
Saa, med Heltelyn i Blik,
Raabte Drengen høit i Halle:
Stum’ af Undren maalte Alle
Ham, der nys som Taabe gik.
Glad, fordi hans Liv var skaanet,
Moderen ham savned’ fro;
Kæmperne, som nys ham haaned’,
Vilde neppe Synet tro!
Men den gamle Borkord trak
Haldan hen i sine Arme,
Hæved’ Øiet, og med Varme
Raabte: „Aukathor hav Tak!
Ei jeg rødme skal med Skamme
Over en vanslægtet Søn!
Nu min gamle Kæmpestamme
Knoppes atter foraarsgrøn!
Men, hvad har dig koglet saa,
Sære Gut, foruden Mage?
Knap med Gaaseduun paa Hage,
Slaa’r du Jetter med et Straa.
Ja, ved Freias gyldne Taare
Og ved Asa-Mimers Skjæg,
Tro’r jeg ei, at nu ad Aare
Hanen reiser Kam i Æg!”