Her i Farums skovomkrandste Eden
Ved den stille Sø,
Vil jeg sætte mig paa Blomsterbredden
Paa en Stak af Hø,
Og af Hyld en Hyrdefløite skjære,
Med idyllisk Klang;
Skov og Sø og Himlens Pragt skal være
Noder til min Sang.
Snart som Bien hænger sig mit Øie
Ved hvert Blad og Straa,
Snart det taber sig i Himlens høie,
Grændseløse Blaa;
Snart i Vesten drømmende det hviler
Paa den gyldne Sky,
Snart fra Søens Bred bevinget iler
Til den stille By.
Hisset smiler den som Barnet rolig
I sin Moders Skjød;
Bagved Præstens fredelige Bolig
Kneiser Kirken rød —
Sagte hviskende ved Havemuren
Bævreaspen staaer;
Over Dødens Senge har Naturen
Bredt sin Blomstervaar.
Rundt om Søens Himmelspeil sig slynger
Skovens grønne Krands;
Bølge sagtelig med Bølge gynger
I Najadedands.
Som en lysegrøn Smaragd, indfattet
I det sølvblaae Vand,
Hæver Øen sig, med Ellekrattet
Om sin Blomsterrand.
Fuld af Sorg og Uro tumler Verden
Sig derudenom:
Ingen Lyd af Vrimlens vilde Færden
Naaer dens Helligdom;
Fredelig sin Røst Guldfinken hæver
I dens Hybenhæk —
Til den fjerne Fursø Øiet svæver
Over Fiskebæk.
Hist fra Farumgaard sig Stien slynger
Over Blegen ned
Til et Anlæg, hvori Fuglen synger
Sødt om Kjærlighed;
Der omsvæves man af stille Minder,
Der er Skyggen sval,
Der en Kildes Sølvertaare rinder
Med melodisk Fald.
Bag ved Søen i romantisk Vildhed,
Kneise Bøg og Gran;
Der, i Skovens tempeldybe Stilhed,
Boer den gamle Pan;
Mellem Brombærkrat og vilde Ranker
Taus han grubler der;
Milde Vindpust fra de steile Banker
Syrinx-Toner bær’.
Over Kæmpegraven Freden troner
Med sin Axekrands,
Medens Farums Kirkeklokke toner
Sødt i Aftnens Glands —
Ingen blodig Norne længer veier
Liv og Dødens Gru;
Der, hvor Sværdet hvined’, Leen meier
Engens Blomster nu.
Her jeg har det tabte Eden funden,
Her er Fredens Hjem!
Her er Blomsterengene ved Lunden,
Som jeg drømte dem!
Her min Barndoms Trylleslot jeg skuer,
Straalende af Guld,
Hvor den stolte Sol i Vesten Luer
Daler underfuld!
Her beleer jeg Verdens Glands og Lykke,
Ved et Græsstraa fro!
Her er Kjærlighed i Lundens Skygge,
Her er Haab og Tro!
Her min glædedrukne Sjæl sig taber
I Guds Herlighed,
Og paa Jordens hjertetomme Aber
Seer med Medynk ned!
O! hvi kan jeg ei som Fuglen bygge,
Fri for smaalig Tvang,
Mellem Agrene i Lundens Skygge
Med min glade Sang!
Skjønne Farum! fra din Blomstervrimmel
Kalder Staden mig —
Naar jeg drømmer mig en jordisk Himmel,
Skal den ligne dig!