O Menneske, hvor kan Du fly? —
Saa buldrede en Tordenfly
Og trak sig om det høie Bjerg,
Hvor kan Du fly mig Støvets Dværg?
Og meer og mere trak det op
Omkring den høie Klippetop,
Og alle Hjerter sukked: nei,
For Himlens Lyn er Fristed ei.
Forskjelligt ytred man sin Skræk:
En stak sit Hoved i en Sæk,
Ret som, han skjult for Lynets Skjær,
Den Taabe ret var sikker der.
En stopped Vinduet til med Kit,
Og satte sig fra Væggen vidt;
En vilde i Lampetters Glands
Bedøve Bulderet med Dands.
Kun Een, kun Een ei Modet veg;
Ad Fjeldets Sti han rolig steg,
Imod den mørke Sky han gik.
For den forbauste Mængdes Blik.
Hvad! er Du rasende! det lød,
Du gaaer jo lige i Din Død!
Hvad hjælper Dig Din stolte Trods?
Kom, føl Dig Støv, og fly med os!
Men Manden steg, o hvilket Syn!
Om Issen spilled Lyn paa Lyn;
Snart svandt i Mulm hans kjække Sti,
Da tænkte man det var forbi.
Men nei! høit over Skyen saae
Ei Mængdens Blik Guds Himmel blaae
Der løfted Bjerget mildt sin Top
I evig Ro og Solglands op.
Igjennem Mulm steg Manden did;
Han vidste, Ro kun naaes ved Strid!
Ved Maalet smilende han stod
Med Jordens Uveir for sin Fod.
Da sank han ydmygt ned paa Knæ
Og raabte: Gud! hos Dig er Læ!
Hvo som til Dig tør kraftig ty,
Staaer hævet over Jordens Sky!