Derinde i sin Helterad
Jarl Sivord sad
Og tømte Horn i Hallen!
Men nederst, ved det brede Bord,
Sig bænked’ mørk og uden Ord
Med Harpen Kæmpeskjalden.
Han voved’ knap for Harm og Vee
Derhen at see,
Hvor hun den Falske troned’;
Hvor Sivord kneiste stolt og kjækt;
Af Sjølunds-Jarlen, Hunding, frækt,
Til Danmarks Konge kroned.
„Nu sidder hun som Rosen rød
Og troer mig død;
Men lefler med en Anden!”
Saa mumled’ han med indædt Harm,
Og tømte, meer og mere varm,
Det Horn fra Oxepanden.
Men som han vendte did sit Blik,
Et Lys opgik
I Mulmet for hans Hjerte:
Hun sad med Krandsen om sin Lok
Som formet af en Marmorblok,
Et Billede paa Smerte.
Ei blussed’ hun i Elskovslyst;
Det fulde Bryst
Som Havets Dønning bølged’;
Det klare Øie funkled’ mat,
Som Stjernen en Octobernat,
Af Skyer halv fordølget.
„Nei!” hvisked’ han: „ved Gimle, nei!
Sligt Blik kan ei
Med Graad og Smiil bedrage!
Tak Freia, du som seer til Jord!
Hun har ei brudt den Eed, hun svoer;
Man tvunget har den Svage!
Men vee de frække Voldsmænd hver!
Med dette Sværd
Jeg skal dem Alle kløve!
Dog vil jeg med en Skjaldesang,
Ved Gjæstebordet, her engang
Den Fagres Troskab prøve.”
„Hvad mumler du, du Barde hist!
For Viser vist
Du Hjernekisten klemmer?
Kom frem med Sangen af dit Skjæg!”
Saa paa engang ved Bordet streg
En halv Snees drukne Stemmer.
Da reiste sig den Stærke op;
Hans Heltekrop
Alvorlig som en Gravens Aand
Han Harpen slog med ovet Haand,
Og skarpt paa Bruden agted’:
En Kæmpesøn reed under grønne Ø
Ved dybe, dybe Sø.
Hver Drossel og Irisk i Busken sang:
„En Konge med Krone du bliver engang!”
Da svæved’ over den blomstrende Vang
Saa underdeilig en Mø.
Den deilige Mø var af Fyrsteblod;
Saa from, saa from hun lod.
Hendes Røst var Musik, hendes Gang var Dands;
De rødmende Kinder hun lagde til hans,
Og svoer ham sin Tro ved Stjernernes Glands —
Som Askur og Embla de stod’.
Saa seiled’ han bort en Morgenstund
Fra kjære, kjære Lund.
Paa Havet han slog saamangen Flok;
Dog saae han mod Freias Stjernerok,
Og tænkte paa Møens gyldne Lok
Og paa hendes Rosenmund.
I Rusland slog han først Kæmper tre;
De bared’ sig for at lee!
Saa fire, fem, sex, syv, otte, ni
Han viste tilrette paa Dødens Sti;
Selv sprang han den let med Latter forbi;
Men de raabte Ak og Vee.
En deilig kongelig Lilievand,
Et mægtigt, mægtigt Land,
De vilde ham skjænke i Seiers Løn,
Dog fristed’ det ikke den Kæmpesøn:
Han tænkte paa Pigen i Lunden grøn
Og styred’ til Hjemmets Strand.
Men der han kom som en Snyltegjæst
Til Bryllups-, Bryllupsfest;
Der var stor Glæde, der var stor Larm
Hans Fæstemø laae i en Andens Arm;
Da fnyste vild han i bitter Harm,
AL give dem Alle Rest.”
Saa sang han til sin Strengeleeg;
Men Blodet steg
I Brudens Marmorkinder.
Hun kjendte ham paa Mælet strax,
Og reiste sig som Markens Ax,
Naar Morgensol oprinder.
Men Sivord skreg med drukken Griin
„Et Horn med Viin
Du kan, min Brud, ham række,
Skjøndt ei jeg lider slige Kvad;
De synes mig som Tykkemad,
Der kun kan Kvalme vække!
Nei, Mjød og Suul og Kongenavn,
Dertil i Favn
En Mø som dig, min Blomme
Det veed man dog, hvad er,” han lo
Ved Jarlens Indfald grinte froe
De tydske Fyldevomme.
Men rødmende Gyritha gik
Med sænket Blik
Hen til den Elsktes Sæde.
I Haanden hun et Guldhorn holdt;
Men da han greb det mørkt og koldt,
Da brast hun i at græde:
„Ak Haldan, Haldan ogsaa du!
Saa er jeg nu
Forladt, forstødt af Alle;
O Moder, i dit Valaskjalf,
Send mig den blege Dødens Alf,
Som kan herfra mig kalde!
Mig har de som et Offerlam
Slængt hen til ham;
De loe af al min Harme!
De slæbte mig for Altret frem;
Hvor kunde jeg vel trodse dem,
Jeg frændeløse Arme!
O, elskte Haldan, vær ei vred!
For dig jeg græd;
Thi død de løi dig Alle.
Udfri mig nu af Ulvens Klør;
Men din jeg er, ja din som før,
Paa Jord og i Valhalle!”
Da blussende han Hornet tog,
Og vældig slog
Til Lyd med Haand i Borde:
„Du Saxerhund! til bredfuldt Maal
Jeg tømmer her din Bryllupsskaal;
Thi Dødens skal du vorde!”
Mod Sigvards Hoved Hornet foer,
Saa under Bord
Han drat med revnet Pande.
Op sprang Jarl Hunding fra sit Kruus;
Mens Saxerkæmperne i Ruus
Tog’ rædsomt paa at bande.
Som man nyfødte Kalve seer,
Med dragne Sværd’
De slingrede og raved’.
Med Armen teet om Haldans Liv
Gyritha skjælved’ som et Siv,
Naar Storm oprører Havet.
Det første Slag Jarl Hunding gjaldt,
Blandt Bænke og blandt Borde.
Høit dynged’ Lysing Liig paa Liig;
Men tættere med vrede Skrig
Sig flokked’ Jarlens Horde.
Da fløi med Bulder Døren op,
Og med sin Trop
Ham Kold til Bistand hasted’.
Det stækkede de Tydskes Mod;
De, som ei sank i deres Blod,
Med Næverne blev’ basted’.
Men Haldan stod med smeltet Harm;
Op til sin Barm
Gyritha ømt han trykked’.
Med Taaren i sit Øies Blaae
Hun salig paa den Elskte saae,
Med Brudekrandsen smykket.
„Bort,” raabte han, „fra Hallen her!
Os Intet meer
I Livet skal adskille!
Naar Sol opstaaer, er du min Brud!
Til da, du Lilie! Uskylds Gud
Skal mellem os sig stille!