Saa gik han ned, hvor hans Snekker laae
Og speiled’ sig stolt i Bølgen blaa.
Den gamle Drot efter Helten skued’;
I Solens Straaler hans Krone lued’;
Og Hermuntrude ved Siden stod,
Med Øiet mørk af en Taareflod:
„Farvel!” hun sukked’, „du stolte Kolde!”
Men Kæmperne stoge paa deres Skjolde,
Og raabte høit i den vilde Sky:
„Farvel, vor Frelser i Kampens Gny!
Dig Seier, Hæder og Lykke følge,
Hvorhen du tumler paa Land og Bølge!
Og savner du Hjælp i Nødens Tid,
Da kanst du sende en Budstik hid!” —
Saa fulgte de ham med Raab til Stranden
Men Skyer dækkede Heltepanden,
Hans Indre ligned’ en Dag i Vaar,
Naar Stormen over Naturen gaaer
Og hvisker til den med Alvorsrøsten:
„Snart visner hele din Pragt i Høsten.”
Bag Haldan slingred’ den gamle Kold,
Og bar paa sin Herres Spyd og Skjold.
Han dingled’ afsted som en Gaas i Sandet,
Og smidsked’ glad da han lugted’ Vandet;
Mens høit ved Ægir en Eed han svo’r:
En Mødding mod det var Friggas Jord.
Ved Dvinas Munding der laae en Snekke;
En Kjøbmand stirrede fra dens Dække.
Med Varer kom han fra Leire did.
Og sukked’ over den slette Tid.
Da Haldan hørte den danske Stemme,
Han kvad: „Hvor staaer det i Danmark, hjemme?”
Ærbødigt Gubben til Huen tog,
Og med et Suk paa sin Skulder drog:
„Ak Herre, i Danmark staaer det ilde!
Hver Dag faae Galgens Fugle Gilde!
Af Styrere har vel Landet fem;
Men Retsind holder ei Styr paa dem!
Hver Ven af Landet med Kummer sidder,
Som Fugl paa Marken ved Høstens Tider,
Naar Blæsten kommer med Slud fra Nord,
Og blotter Reden paa nøgne Jord.
Til dig, som fødtes af Kongestamme
(Jeg kjendte dig strax paa Mundens Skramme)
Til dig, o Haldan! staaer Folkets Lid,
At du vil ende dets Nød og Splid!
Hvert Barn kan lalle om dine Seire!
Man venter dig snart derhjem til Leire!
Der holde Saxerne lystig Huus,
Og bande drukne, ved fyldte Kruus;
Thi Saxlands Jarl vil Gyritha ægte,
Og Odins-Blodet med sit beslægte.
Snart skal de vies i Leirelund.”
„Ti med din Skvalder, du Kjærlingmund!”
Udraabte Haldan i opbragt Hede,
Og Aret blussede rødt af Vrede:
„Gyritha af Danmark er min Brud!
Om hende jeg slaaes med Tord’nens Gud!
Hun har mig svoret i Morgenrøden
At elske som Signe tro til Døden.
Og hun skulde brudt den Eed hun svoer?
Før sluger Havet den grønne Jord!
Ha! var det ei for din sølvgraae Alder,”
Du skulde betale din ublu Skvalder!”
„Ak!” svarede Manden, bleg og ræd:
„Ak strenge Herre, bliv ikke vred!
Men spørg paa Snekken min Sømandsskare,
Og samme Budskab I skal erfare.
Selv har jeg taled’ med Odins Præst,
Der skal fuldbyrde den Bryllupsfest;
Selv har jeg skuet i Gæstehuset
Gyritha fylde for Sivord Kruset.
Hvi vil I spørge mig arme Mand,
Naar I ei Sandheden taale kan?”
Saa stammed’ Manden og veeg forfærdet;
Thi Haldan rev af sin Skede Sværdet
Og raabte med Latter bleg og vild:
„Saa er ei Sandhed i Verden til!
Naar hun, naar hun, med det Uskyldsøie,
Hvorfor selv Frækhed sig maatte bøie,
Naar hun, hvis Mund med de Honningord
Var lig en Rose hvor Alfer boer,
Hvis Himmelpande bar Troskabs Stempel,
Hvis Svanebarm var et Baldur-Tempel,
Hvis Liliehud blev som Blodet rød,
Naar ømt jeg trak hende paa mit Skjød;
Naar hun har sveget den Eed, hun svoer,
Da lumpne Trolde i Valhal boer!
Da er du, Odin, en nedrig Gjøgler,
Der skulde bøde blandt Nastronds Øgler!
I dig, o Baldur! er ingen Skam:
Til Mørket laaner du Lysets Ham!
Du Asa-Thor! skjøndt du Jorden ryster,
Du er dog vist kun en opblæst Kryster!
Tak Graaskjæg! aabnet du har mit Blik;
Som Blindebuk før jeg Tosse gik!
Jeg bad til Baldur med fromme Taarer;
Nu seer jeg, ærlige Folk er’ Daarer.
Ja, Ondt er Godt nu, og Sort er Hvidt,
Og Dyden et Eventyr forslidt! —
Selv vil jeg skue med egne Øine;
Og har hun hildet min Sjæl i Løgne,
Da, ved det græsgro’de Ymer-Liig:
Forfærdeligt skal jeg hævne mig!
Da laan mig Storm dine Kæmpearme,
At jeg kan kaste, i vilden Harme,
Den usle Jord, med sit usle Kryb,
Til Bunden af Ginnuggagabs Dybz
Da tud i Hornet, du Valhals Vægter,
Og spar for Qvalen ufødte Slægter!
Hvi skal de vækkes til Liv et Døgn,
Og finde Alt en uhyre Løgn?
Og bande Fædre i deres Grave
Fordi de Daarer dem Livet gave?
Ha, havde jeg dig As-Loke her,
Jeg skulde klappe dig med mit Sværd,
Forslagne Skurk, som bedrog mit Hjerte!
Dig er det, som mig saa lumsk besnærte!
Dog tæm dig, tæm dig min Harm en Stund
Og luk din fraadende Lattermund!
Til Bryllupsgammen du skal mig følge!
Frygt ei, du kjøles af Havets Bølge;
Med Døden rider du paa dens Top,
Og Stormen puster først Luen op!
Eia! nu lystig I mine Svende!
Den skal jeg gavmild med Guldet blænde,
Som rappest færdes i Top og Mast!
Den Dovne lærer min Lysing Hast!
Den vil der hjem nu til Brudegilde,
Og Snyltegjæster ei Tiden spilde.
Blod skal den drikke ved Sivords Fest! —
Fyld dine Lunger du kolde Blæst
Og pust i Seilet af alle Kræfter!
I Bølgebjerge skyd lystigt efter!
Hvi ryster Kold du dit hvide Haar?
Dig tykkes Tant, hvad du ei forstaaer.
O! dorske Steen uden Liv og Tanker,
For Suul og Mjød kun dit Hjerte banker!
Du har ei anet den høie Lyst,
At synke salig til Møens Bryst,
At skue ind i de Øines Himle,
Og troe sig salig berust i Gimle!
Du har ei malt dig et Fremtidsliv
Med Alfebørn og en Dis til Viv!
Blandt Hjemmets Bøge, med Kongekrone
Og frie Mænd om din Fadertrone!
Du kjender ei den uhyre Harm,
At staae som jeg med bedragen Barm!”
Saa Helten kvad, medens Øiet brændte;
Med Senehaanden han Roret vendte.
Han ligned’ Tordneren paa sin Sky,
Naar frem han ruller til Stridens Gny.
Han nød ei Spise, han nød ei Slummer;
Hans Kinder blegned’ af Harm og Kummer.
Skjøndt Snekken hastig som Tanken løb,
Ham tyktes dog, som en Snegl den krøb;
Skjøndt Havet vred sig som Orm i Baande
For Efteraarets den barske Aande;
Skjøndt Ran ham slynged’ mod Himlens Sky,
Og styrted’ ham ned i et Svælg paany,
Han strøg ei Seilet, han slap ei Roret;
Af Harm mod Leire hans Sjæl blev sporet.
Saa trende Dage han sad ved Roer,
Den fjerde naa’de de Isefjord.
Snart i det Fjerne han stimted’ Leire;
Derfra han seilede nys til Seire;
Der sang den Havfru om Kronen rød,
Og om den straalende Heltedød;
Der svandt hans sorgløse Ynglingsdage,
Nu vendte bleg han som Mand tilbage
I Høstens Storme i Hagl og Slud,
At hævne sig paa en troløs Brud,
At bringe Drothe, sin gamle Moder,
Det Sorgens Bud: „Jeg har dræbt min Broder.”
Udover Bølgerne mørk han saae,
For Solen dækkede Skyer graae;
Ved Fjorden skued’ han tvende Høie;
Da strømmed’ Taarerne fra hans Øie.
„O Moder,” raabte den Helt med Graad:
„Dig myrded’ Rygtet om Haldans Daad!
Uddødt og øde er Fædrehjemmet;
I Livets Ørken jeg staaer nu fremmed!
Kun Tant og Falskhed jeg om mig seer;
Dog Uret gjør jeg mit gode Sværd!
Du som mig trolig har fulgt i Nøden,
Du vil mig følge i Heltedøden!
Et Arbeide har vi tilbage end,
Da skal vi segne som Ven med Ven!”
Saa styred’ han ind bag Skovens Odde,
Der skjulte han snilt sin Vikingsflaade,
Og sværtede mørkt sit lyse Haar,
Og dækked’ med Skjæg sin Læbes Saar.
En gylden Harpe han tog i Armen
Og gik, med rasende Harm i Barmen,
Forklædt som Skjald imod Leire op;
Ham fulgte Kold med en Kæmpetrop;
Men Haldan bød dem i Skoven dvæle
Indtil de hørte hans Lysings Mæle.
Saa gik han op til det største Huus;
Derinde tonede Suus og Duus;
Paa Saxermaalet Bersærker skrege,
Og Røgskyer op fra Gluggen stege;
Om Ilden Trælle ved Døren stod’
Som skrumpne Dverge besmurt’ med Sod.
Mens nogle Stegen paa Spedet vendte,
Med Skinker og Mjødhorn Andre rendte.
Til En, der drypped’ en mægtig Stud,
Han qvad: „Hvo holder her Gjæstebud?”
Ham Trællen maalte med dumme Blikke:
„Hvo er I Herre, som veed det ikke?
Ei, det er Gyrithas Bryllupsfest;
Derinde sidder hun Jarlen næst;
Gak ind skal I see hun er ei ilde!”
„Nu vel, saa kom jeg dog ei forsilde!
Ha, tæm dig, tæm dig mit vrede Sind!”
Han hvisked’ og gik i Hallen ind.