Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Vi bringe Dig vor Hylding, kjære Gamle!

Foruden Faklers Glands kun med en Sang,

Vi ved Dit Vindue os i Natten samle;

Ei Opsigt elsked Du paa Livets Gang.

Om af den yngre Slægt den Ældre glemmes,

Vi vil dog ikke følge Modens Viis;

Af vore fulde Hjerter her istemmes.

Beskedne, gamle Eckersberg, Din Priis!

Mens Tvivl og Uro gjære trindt i Livet,

Mens Ormen gnaver skjult i Tidens Eg,

Er Kunsten som en deilig Drøm os givet,

I den sig neier Sol og gyldne Neg.

Mens Verdens Babler styrte i Ruiner,

Du sidder der med Haaret sølvergraat,

O Kunstens Søn, og seer med milde Miner

Paa Livet, som fra et Morganaslot.

Naturen elsked Du, og glad Dit Øie

Hang ved Guds Himmel og det friske Hav,

Et Straa, lidt Solskin kunde Dig fornøie.

Og hvad Du saae, Din Pensel sandru gav;

Dog for Din Sjæl blev hvert et Billed ringe

Mod Værket af Guds Almagts Fantasie,

Dig Kunsten paa Naturens Ørnevinge

Er kun en liden deilig Kolibri.

Som Lærer har Du ærligt vidst at gavne:

En Küchler, Marstrand, Bendz og mange fleer

Skal hæve med europakjendte Navne

Dit Mesterværd, naar Du er ikke meer.

Og medens Verden Danmarks Thorvald ærer,

O Eckersberg, Din Roes skal ei forgaae:

Som Kunstner stor og høitfortjent som Lærer,

Som Menneske saa elskelig som Faae!

Fred med Dit hvide Haar paa Livets Aften!

Langt fra Din Tærskel vige Sorgens Aand,

At længe Du bevare Kunstnerkraften,

Dit sikkre Øie og Din faste Haand!

Fred med Dit Liv, til Du hos Juul faaer hjemme

Høit paa Udødeligheds lyse Bjerg!

Vor gamle Lærer, aldrig vi forglemme,

Vor Ven, vor elskelige Eckersberg!