En Keiser lod bygge et Tempel til Guds Ære,
De stolteste Søiler skulde Hvælvingen bære.
Saa herlig en Bygning var aldrig seet tilforn;
Alt hæved sig mod Solen det vældige Taarn.
Blytækkeren, som hang paa dets øverste Spidse,
Saae ud som berørte han Himlen med sin Isse.
Naar fra sit høie Sæde til Jorden han saae,
Ham syntes Folk dernede saa underlige smaae.
Selv Keiseren, den mægtige, blev ganske lillebitte;
Blytækkeren ham kunde blandt Vrimlen neppe hitte.
Saae ud fra Taarnets Spiir kun som en lille Myre.
Paa Pladsen foran Templet, der sad han paa Stolen;
Hans Guldkrone blinked, naar han vendte sig i Solen.
Det frydede den mægtige Keiser at see,
At Smeden brugte Hammeren og Mureren sin Skee.
Det fryded ham at see hvordan Oxerne slæbte;
Det fryded ham at rastløs man med Bygningen stræbte.
Saa lod han paa Muren en gylden Indskrift sætte,
Som skulde hele Verden hans Idræt berette;
Som skulde berette med forfængelig Bram,
At Hæderen for Templet tilhørte kun ham.
Men neppe var paa Muren den gyldne Indskrift sat,
Da skete et Mirakkel i den stille, dunkle Nat.
Den næste Morgen tidlig med Undren man saae
Et andet Navn i Guld over Keiserens staae.
Ja, over Keisernavnet med Scepter og Krone
Stod Navnet paa en gammel, en tiggefærdig Kone.
Da Keiseren erfoer det, sit Bud han udsendte
Og lod den gamle Kvinde frem for sin Trone hente.
„Ha, blege, runkne Kjærling! hvordan er det fat?
Har Du med Hexekonster Dit Navn paa Muren sat?
Vil snedigt Du med Trolddom min Hæder Dig tilvende,
Da, ved min Keiserkrone, da skal paa Baal Du brænde!”
„Ak Naade, Herre Keiser!” saa bad den Gamle blidt,
„Min Brøde kjender Gud jeg bekjender den frit!
I Himmelen at ære, jeg fulgte Dit Exempel, —
Du eier store Skatte, Du bygged Gud et Tempel.
Men fattig som jeg er, en stakkels gammel Enke.
Hvad skulde jeg i Verden vel have at skjænke?
Jeg grunded i min Hytte sørgmodig derpaa,
Saa gik jeg ud paa Veien og samlede Straa.
Jeg sanked Straa og Korn, som fra Høstvognen faldt,
Til Oxerne ved Templet jeg skjænkede det Alt.
Til Oxerne, som slæbte den store Marmorblok;
De aad det af min Haand, og aldrig fik de nok.
Tilgiv mig min Brøde, tilgiv den, Herre Drot!
Jeg stakkels Enfoldige, jeg meente det saa godt.”
Da Keiseren fornam den gamle Kvindes Ord,
Da bøied han sit Hoved og knælede paa Jord.
Nedkastet i Støvet, paa sit Ansigt han bad:
„Almægtige Gud, mig mit Hovmod forlad!
Nu fatter jeg, hvi Navnet paa den fattige Kone
Staaer høit over mit, som prydes af en Krone.
Dig kan man ei bedrage med Verdens falske Skin,
Du seer kun paa det fromme, det ydmyge Sind!
Jeg bygged Dig et Tempel: men hun gjorde mere,
Da hun et Halmstraa offred til Himmelens Ære!”