Jeg sad og saae
Mod Skyen graa,
Og veed Du hvad jeg tænkte paa?
Jeg tænkte, Ven,
Engang som den
Skal Livets Kummer svinde hen!
Vi skue til
Ved Skyens Spil,
Og finde her hvad selv vi vil.
Ja, Hver vil see
Kun sin Idee —
Man græde maa derved og lee.
Hvor jeg, saa grandt,
Kun Myggen fandt,
Min Nabo saae en Elephant.
Men Skyen gaaer,
Og Sol opstaaer
I Østen som for tusind Aar.
Saa gaaer dernæst
Den ned i Vest
Hver Aftenstund, trods Regn og Blæst.
Og fra dens Vei,
En Tomme ei,
Den rokker ikke Du og jeg!
Og derfor fro
Jeg gaaer til Ro,
Og holder paa min simple Tro:
At Skyen gaaer,
Men Sol opstaaer
I Østen som for tusind Aar.