Det truer med Storm — det er sent i Høst.
Foran mig ligger — dækket med Stene —
i Brandbelysning den øde Kyst
— Havet og jeg er ganske alene.
Ej nogen Moders Sjæl er at se,
ikke saa meget engang som en Skude;
kun Solens glødende Kugle derude
— den og Havet og jeg er Tre.
Men jeg er den Første, jeg har Forstand,
kan tænke og véd, hvad det er at være.
Hvad er Du, Hav, vel Andet end Vand
og Du, o Sol, en Verden i Brand;
hvad jeg ser, er din flammende Fotosfære.
Min Sjæl er mere end Vand og Gas;
og dog — jeg løfter ærbødig paa Hatten,
jeg, som paa Skabningens Stige har Plads
mellem Englen og — Abekatten.
Du vældige Hav, Du synkende Sol,
jeg kommer ej hid, for at gjøre mig vigtig,
for at sætte mig paa en Beundringsstol,
jeg har tværtimod Trang til at være oprigtig.
Mig er Naturen et Sandheds-Spejl,
hvori jeg ser mine egne Lyder.
Jeg taler paa Vers; det er mulig en Fejl,
men en dog af dem, som jeg mindst fortryder.
Du synkende Sol, Du vældige Hav,
som hvileløs ruller og skummer og fraader,
det er, som I skjule de urgamle Gaader,
som kunde I tale, skjøndt evig I tav.
Hvor gjør det dog godt, forunderlig godt
for den, som er flygtet for Menneskestemmer,
helst paa en Dag, naar Vejret er raat,
at lufte sig ud for det, som er smaat,
som Sjælen forkvakler og Sindet forstemmer,
og lytte til Bølgernes vilde Spot.