Lystigt og let for den susende Vind.
Som en Hind,
Foer nu Snekken afsted i det Fjerne.
Nordpolens Stjerne
Lyste paa Veien.
Glubsk i dens Kjølvand bugted sig Haien;
Vikingesange toned’ fra Bord,
Men ved Roer
Sad den brummende Kold uden Ord.
Udover Havet Høvdingen saae;
Barndommens Lunde,
Herthadals Bøge, bag Bølgerne svunde:
Snart som en Sky kun hans Fødeø laa.
Havfruer dukked’
Op af det flammende Havdyb og sukked’:
„Deilige Mand
Med den mægtige Pande,
Henover Bølgen til fremmede Lande
Følge vi dig fra den hjemlige Strand.”
Men paa sin Mø kun
Tænkte den Kjække:
„Vist nu ved Sø hun
Søger min Snekke,
Og naar, bag Øresunds himmelblaa Speil,
Da et Seil
I det taagede Fjerne forsvinder,
Kjærlig med Længsel hun aabner sin Favn,
Sukker mit Navn,
Medens Taare paa Kinderne rinder!
Pral kun du Vove med skumhvide Bryster!
Hvidere bølger paa Øresunds Kyster:
Tvillinge-Høie,
Dækked’ med Snee;
Ikke Du svulmer og vugger som de!
Stjernen er mat mod den Yndiges Øie;
Himmelen graa;
Ei nogen Kornblomst paa Eng er saa blaa!
Skjøn er du Dellings straalende Søn,
Naar bag Skovtoppen grøn
Du paa Blomsterne neddrysser Draaben:
Kinderne blusse, Panden er aaben,
Gyldent dit Haar,
Duftende Aande fra Læben udgaaer,
Skjønnere blusser dog Skjoldungeliljen!
Henover Tiljen
Dandser hun let som det flyvende Spind
Over Engen i Vaarsolens Skin!
Vist nu i Lunden hun sidder og sørger,
Vindene spørger,
Hvor de har viftet om Kinden mig sidst.
Sender mig Hilsner med Fuglen paa Kvist —
Deilige Kvinde! snart skal jeg slynge
Rundt om din smekkre Midie min Arm!
Snart skal den vilde Viking sig gynge
Sødt ved din bølgende Barm!”
Saa han kvad medens Bølgerne skummed’.
Stolt som en Rovfugl i Himmelrummet
Snekken nu foer
Om fra Seier til Seier i Nord;
Men med Kæmper sang Haldan i Chor:
„Herlige Lyst
For det modige Bryst,
Mellem Himmel og Hav,
Kun et Brædt fra sin Grav,
At fremstorme til blodige Kampe:
Himmelens Blaa er vort mægtige Huus,
Maanen vor Lampe,
Vor Vuggesaag Stormenes Suus!
Her paa det vaade Dyb os indklemmer
Ei nogen Muur!
Søhanen lystigt Sangen istemmer,
Midt i den susende, vilde Natur
Og det skummende Mjødhorn ei glemmer! —
Ha, hvilken Dands!
Snart paa sin Skulder Bølgen os løfter;
Snart den os styrter i Afgrundens Kløfter;
Hæver os atter mod Stjernernes Glands;
Medens Hvalen mod Skyerne snøfter!
Mægtige Hav!
Imod dig er kun Jorden en skimlende Grav;
Et forraadnende Liig!
Skovene visne og Støv blive Fjælde;
Men i din friske, din evige Vælde,
Gjennem Aartusinder tumler du dig! —
Skaal da, o Niord! for dit skummende Blaa!
Ha, hvilken Mark for Seir og Ære!
Her vil vi kæmpe, her vil vi slaae;
Thi dets fribaarne Konger vi ere!
Aldrig at frygte,
Døe for end flygte,
Agte paa Hæderen meer end paa Rov:
Det er vor Lov!
Skaal og for dig, du herlige Norden!
Dronning paa Jorden,
Krandset med Stjerner paa Tronen af Iis,
Med vore Sværde vi sjunge din Priis! —
Skaal for den susende Stormvind, som tuder;
Skaal for hver Kæmpe paa Jorderigs-Ø,
For hver smilende Mø,
Og en Skaal for de evige Guder!”