Paa sine Snekker Haldan foer
Nu atter ud fra Leire;
Hans Hjerte høit imøde slog
De Vikingstog og Seire.
Men Drothe stod paa Stranden grøn
Og bad faa inderlig en Bøn,
Mens Øiet kunde følge
Ham over Fjordens Bølge:
„Alfader! du som seer til Jord,
Med Solens gyldne Øie!
O leed ham i dit Viisdomsspor
I Verdens Strid, du Høie!
Bevar ham Ægir paa dit Hav,
Naar Ran vil rede ham en Grav,
Og harmfuld Midgaardsormen
Sig krymper høit i Stormen!
Bevar hans Mod, o stærke Thor!
Naar du til Striden ruller!
Lad ærligt for sin Fædrejord
Ham slaae i Kampens Bulder.
Lær ham at knuse Jætters Vold
Foruden Plet paa Ærens Skjold!
Lær ham med aaben Pande
Mod Løgnens Magt at stande.
Men Baldur gjør ham stedse god,
Du milde Gud i Gimle!
Og lad af Ungdomsovermod
Hans Hjerte aldrig svimle!
Ræk ham Forsete Retfærds Sværd
Og lær ham, at i Fredens Færd
Behøves og en Kæmpe,
Som Tvist og Nid kan dæmpe!
Skjænk Freia ham en trofast Mø
Med Skjønheds Blus paa Kinden;
Med Elskov ei som Skum paa Sø,
Der vifter hen for Vinden!
Og skjænk ham i din Hertha-Dal,
O Moder Frig! en hjemlig Sal,
Hvor han med Børn og Mage
Kan nyde Fredens Dage!
Sin gamle Moder neppe meer
Han faaer paa Jord at skue!
Naar atter hjem han kommer, seer
Paa Stranden han en Tue;
Der, fjernt fra Verdens vilde Støi,
Ved Siden af sin Huusbonds Høi,
Kong Regnolds Datter sover,
Mens Lærken flaaer derover,
Mit Hjerte naget er af Sorg
Fra mine Ungdomsdage!
Nu længes jeg til Valhals Borg,
Hjem til min gamle Mage!
Han drikker der af gyldne Horn,
Og tænker paa sin Daad tilforn,
Mens Kæmper gaae at stride
Af Kobberporte vide!
Snart breder over Jordens Dal
Min Sjæl de frie Vinger!
Med kjærlig Haand til Folkvangs Sal,
Da Dødens Alf mig bringer!
Der ile mig imøde To:
Den Ene er min Huusbond tro,
Min Fader er den Anden,
Med Kongekrands om Panden!
Men Haldan vandrer, med sin Viv
Og Børn med Rosenkinder,
Til Høien ned, ved Strandens Siv,
Og vækker gamle Minder!
Naar Solen daler rød i Høst,
Fortæller han med smeltet Røst
Saa underlig en Sage,
Om Borkord og hans Mage!”