Hvergang, o Du herlige Mester!
Jeg seer din Kunst,
De høie Guder jeg giæster,
Bag Tidens Dunst.
Høit svinger jeg mig til Parnasset
Paa Vingen din,
Hvor Bacchus mig rækker i Glasset
Sin Flammeviin.
Hvor Helios Solvognen kjører
Om Hav og Jord,
Hvor Orpheus Sølvstrengen rører
I Musers Chor,
Hvor Himmelbestormerne bæve
For Kronion,
Og yndige Gratier svæve
Paa Helicon!
Blegt er vel dit herlige Billed
Som Haarets Snee;
Dog er det som Regnbuespillet,
Min Sjæl kan see,
Som mod mig Elysium dufter
I Solens Skin,
Som Paradiisvinden omlufter
Min hede Kind.
Den yndige lille Novelle,
Du skrev i Steen,
Jeg vil nu for Løier fortælle
I Aftnen seen;
Paa Thebordet sætter Maskinen
Musik dertil.
Kom hid da, i Kreds om Kaminen,
Hvo lytte vil:
En Dag bar den deilige Psyche
Paa Arm en Kurv,
Propfuld af Amorer tykke,
Til Hellas Torv.
Hvor Templet med prægtige Fløie
Blandt Myrter stod,
Opslog hun med smilende Øie
Sin Handelsbod.
Kom, raabte hun, hvo som vil kjøbe
Kramsfugle smaae!
Og alle til Torvet henløbe,
Som Psyche saae.
Tæt skued’ man Folket sig samle;
Blandt Møer og Børn
Anacreon smidsked’ — den gamle
Forlibte Ørn!
Hvor flagred’ de fangne Eroter
I Buret om!
Hvert Nu deres buttede Poter
Til Syne kom.
Blandt Folket Enhver maatte titte
Derind med Smiil:
En saae man polidsk sig at snitte
En gylden Piil.
Da listelig ud af sin Fælde
Han vilde fly,
To Smaabørn — som når ved en ælde
Man rører sky —
Ved Vingen ham greb, og nedputted’
Det lille Skarn:
Ak! hvo der dog eied’ sligt buttet
Et Dukkebarn!
Hist knæled’ en rødmende Pige
For Psyches Fod:
Den Lilliebarm saae man stige
Som Havets Flod;
Hun strakte de sneehvide Arme
Mod Buret ud,
Og greb fuld af Kjærligheds Varme
En lille Gud.
Med En ved sit Hjerte Hyrdinden
I Lunden gik;
De tryktes med Blussen paa Kinden
Og Straaleblik;
De glemte, med Munden paa Munden,
Alverdens Nød,
Og tømte beruste til Bunden
Dens Nectar sød.
Men kort er den himmelske Sødme!
O vee! o vee!
Hvi mon vel de Smaapiger rødme,
Og skjelmske lee?
Ei! Nymphen har mistet sit smukke,
Sit smækre Liv:
Hun gaaer nu at hente en Vugge;
Thi hun er Viv.
Men hvor er den lille Besnærer,
Den Abekat?
Ak see! som en Gaas hun ham bærer!
Han er saa mat —
Mon atter han kommer i Flamme?
Jeg troer det ei!
Pas paa, hver Papa og Madamme
Dig svarer Nei.
Ved Skovbakken sidder saa stille
En Herkules.
Med ham gjør Eroten den lille
Kun kort Proces;
Der kneiser han ret som en Mare
Paa Heltens Ryg!
Vor Herre os Alle bevare
For sligt et Tryk!
Skjøndt sjældent i Kjærlighedstanker
En Olding gaaer,
Anacreon, smykket med Ranker
Om Sølverhaar,
Af Psyche en Elskovsgud kjøber,
Og, trods dens Spræt,
I Kappen omhygeligt svøber
Den Lille tæt.
Men siig, hvilket Fængsel indslutter
Den skjelmske Gud?
Fra Oldingens Hjerte han smutter,
Og leer ham ud;
Til Hjemmet den Gamle maa vende
Med Næsen lang.
Og dermed min Sang har nu Ende
For denne Gang.