Nattens Dronning, hellige Symbol
Paa et Haab, som over Graven bygger!
Blege Mage til den gyldne Sol,
Hører Du min Sang fra Jordens Skygger?
Over Mørkets Tempel taus Du gaaer,
Som en drømmende Søvngængerinde;
Taageskyen, liig et kulsort Haar,
Vifter i de vilde Nattevinde.
Siig, hvi kommer Du i Natten mørk?
Hvilken Kummer bleged Dine Kinder?
Blege Hagar i Din Stjerneørk,
Aldrig Du Din tabte Mage finder!
Lysets Konge med sin Rosenkrands —
Evigt flyer han Dig blandt Vestens Høie;
Altfor farveløs er ham Din Glands,
Og for sværmerisk Dit Himmeløie.
Dine Straaler blegne for hans Ild,
For hans Aasyn Dine Fugle tier,
Og naar Verdenstumlen vaagner vild,
Svinde Dine Englemelodier.
Stands, Du Himmelvandrerske, o stands!
Giv mig mine gyldne Minder atter!
Lad mig drikke Haabet af Din Glands,
Nattens blege, alvorsfulde Datter!
Men Du stirrer paa mig koldt og vist
Her hvor jeg i Natten vandrer ene;
Slægt paa Slægt, foruden Ro og Rist,
Saae Du storme over Livets Scene.
Fødes, kæmpe, dø, og saa igjen:
Fodes, kæmpe, dø — hvert Døgn det samme
Du i Secler saae og smiler end —
Hvor er Olien til Din Lampes Flamme?
Ja, en Lampe est Du i en Grav!
Blusser snart Du op mod Morgenrøde?
Tidens Øie over Livets Hav,
Tæller Du for Gud vor Dyd og Brøde?
Hige ei fra Dig, paa jordisk Viis,
Elskende imod et dunkelt Fjerne?
Siig mig, har Du end det Paradiis,
Finder jeg paa Dig min Glædesstjerne.
Eller er kun falsk Dit Himmelguld,
Kun en Taageglands, som fjernt kan blænde?
Er Du kun en Verdensbold af Muld,
Kold og mørk og sørgelig som denne?
Tause Segl paa Himlens Stjernebrev!
Trofast gjemmer Du den store Gaade.
Mene Tekel Upharsin han skrev,
Himlens Herre, — naar skal vi det raade?