Styrtet er min drømte Verden, tabt,
Kastet ned i Chaos og i Øde!
Skjønnere end hiin, af Ønsket skabt,
Vil jeg af min Sjæl en anden føde.
Undergangen har jeg selv fremkaldt.
Af min faldne Fortidsverdens Stykker
Triumferende en ny jeg bygger
Og med Skaberhaab omsvæver Alt.
Ak, men lange Aar er svundne hen —
End i Mørket famler jeg iblinde:
Skaberordet kan jeg ikke finde;
Hvad jeg bygger styrter jeg igjen.
End er ei Forventningskvalen omme —
Naar skal Aanden med dens Skaberkraft
Finde Glæde ved hvad den har skabt?
Ak, og naar skal Hviledagen komme?