Det suser saa tungt i den visnede Bøg,
Det hvisler i Tidslernes Toppe.
Paa Bakken græsser et Udgangsøg,
Saa eensomt staaer det deroppe.
Hvad grunder Du paa, Du gamle Kræ?
Jeg syntes, jeg hørte Du sukked.
Med hængende Hoved og stive Knæ
Du staaer som af Steen udhugget.
Omflagret i Aftenens døende Skjær
Af skrigende Uveirsfugle,
Du stirrer fra Bakken saa eensom der
Mod Solens synkende Kugle.
Tungsindig staaer Du og stirrer mod Vest,
Med Blikket mod Aftenrøden.
Du ligner jo fast i den susende Blæst
En Knokkelganger for Døden.
Den magre Rytter Du venter maaskee?
— Ja vist! Naar Dagen er omme,
Naar Stjernerne tændes, da vil med sin Lee
Og med Timeglasset han komme
Og klappe Din Man og svinge sig op;
Og høit vil Du vrinske af Glæde
Og jage med ham i vildest Galop
Ud over den skumrende Hede.
Afsted vil Du fare ved Syvstjernens Lys,
Afsted gjennem Mørket derude.
Den ensomme Vandrer vil standse med Gys,
Og Landsbyens Hunde vil tude.
— Dog, hvis, som jeg troer, Du eier en Sjæl
Og ei blot er skabt til at lide,
Da vil Du, sporet af Dødens Hæl,
Vel finde den Vei, Du skal ride —
Mod Øst! Mod Øst! mod en lysere Dag,
Fra Verdens Trældom og Plage;
Hernede fik Du kun Utak og Slag.
— Mod Opstandelsens Sol vil Du jage.
O tag mig med! Skjøndt et Menneskebarn,
Naturens Konge og Herre,
Jeg agter det lidt, om Du agede Skarn,
Om Du drog for den usleste Kerre!
Jeg agter det lidt! Lad mig ride med,
Fra Menneskeaaget og Sorgen!
Saa farer med Dig jeg og Døden afsted —
Hurra! mod den evige Morgen.