Tag friske Rosenblade — hundred Pund —
Sænk i et Kar med Vand de skjønne Blade;
Lad Massen gjære dybt paa Karrets Bund,
Da pibler frem lidt Skum paa Vandets Flade.
See dette Skum, det maa Du samle let
Med Bomuld i en lille Pennepose;
Men pust ei bort det med Dit Aandedræt:
I det er Duften gjemt af hver en Rose.
Og derfor maa Du passe vel derpaa.
Fra alle Dine døde Roser stige
De skjønne Sjæle op i Bobler smaae
Med Rosenolien, den kostelige.
Af hundrede Pund Rosenblade faaer
Du kun en Draabe, kun en enkelt, liden,
Een Draabe kun med Duft af evig Vaar
— O Menneske, hvad naaer Du meer i Tiden?
Hvad er et hundred, hvad et tusind Aar
Med Alt hvad der blev dynget op af Viden!
Hvor stort er Resultatet som Du naaer?
Vei det, og stig, hvad kom der ud af Striden?
Lidt Rosenskum paa Glemsels dybe Hav,
En Draabe, i hvis Duft det Bedste gjemmes,
Det Bedste, det som Millioner gav,
Som lever, medens Slægterne forglemmes.
Vend mod den store Oltidsgrav Dit Blik:
Hvad blev der vel af hine stolte Dage,
Af hine Verdensriger, som forgik?
Kun Sagnets Duft, ei meer er der tilbage.
En enkelt, lille Draabe kun Du faaer —
O Menneske, hvad vil Du meer forlange!
I Draaben er de døde Rosers Vaar,
Og svundne Seclers Duft i Sagn og Sange.