En Paafugl mellem Fugle smaa
Man hørte opblæst prale:
See, hundred Øine har jeg paa
Min vidtudspredte Hale.
Hvo kan vel see saa klart som jeg?
Kom følger mig I andre!
Og bagvendt saae man den sin Vei
Igjennem Skoven vandre.
Men Skaden høit paa Qvisten loe
Og raabte: tag Dig vare!
Jeg seer med mine Øine to,
At Du er stedt i Fare.
Knap søgte den et Fristed, før
Hiin Paafugl lod sig hilde;
Den baglænds løb i Rævens Kløer.
Ak! raabte den, ak, Naade! hør!
Men da var det forsilde.
Saa løber stedse Hoben vild,
Thi stol, min Ven, i Livets Spil
Paa Dine Øine tvende;
Kun lidet nytter hundred til —
Især naar de er blinde.