En gammel Knortestok i Krogen stod.
Den havde styttet Oldefædres Fod;
Dens Politur var slidt og Knappen gammel.
Fy, raabte Spanskrørstokken, stygge Skrammel!
Hvor Du er ubehøvlet, raa og stiv!
See mig! jeg er saa smidig som et Siv;
Med mig den unge Herre Lokken purrer
Og svipper lystigt Hovedet af Borrer.—
Eia! nu skal en Tour jeg atter ud.
Farvel, Du gamle, stygge Skumpelskud!
Men Tiden svandt, og graa blev Ynglingslokken,
Og Foden træt, og Lykken veg med Flokken
Af vilde Venner. Da fra støvet Krog
Den Ældede sin glemte Stok fremtog.
Af Skovens faste Kæmpeeeg var Vedet.
Den lette Spanstrørstok blev sat istedet;
Men ud i Verden vandred han ved hiin.
Vel var den plump, dens Politur ei fiin;
Men ærlig monne den paa Veien nytte. —
O, raabte han, min Trøst, min Vandrings Støtte!
Vi Daarer! først naar Verden gaaer os nær,
Da føle vi den stille Troskabs Værd.
Ak, hvi er det i Modgang først man kjender
De troe og hjælpsomme og sande Venner.