Det lakked hen mod Pintse, dog laae paa Marken Snee;
Endnu var ei Vinteren omme.
Tungsindig blev min Sjæl, jeg tænkte: Maaskee
Vil aldrig mere Foraaret komme!
Den Orm, som i Dvale saa tillidsfuld krøb,
Skal evigt den af Muldet bedækkes?
Og Sommerfuglens Larve i visne Blades Svøb
Skal aldrig den af Solstraalen vækkes?
I Nætter og Dage kun Sneefog og Regn
Og susende Storme fra Norden;
Og ei noget Solglimt, og ei noget Tegn
At Livet skal fornyes paa Jorden!
Da pludselig med Eet gjennem Stormvinden klang
En sittrende, en jublende Trille —
O, det var Naturens Opstandelsessang,
Og Sangeren var Lærken den lille!
Ja, Lærken, den lille, bevingede Prophet!
Den agted ei den isnende Vinter;
Den jubled for den Vaar, som endnu ei var seet
Og sang om Fioler, Hyacinter,
Om Spiren under Sneen, om det livsvarme Frø,
Som rører sig usynligt i Furen:
Den sang om det Liv, som aldrig skal dse,
Om Aanden, den store, i Naturen.
O lær mig, lille Lærke, saa freidigt og fro
Som Du, førend Vintren er omme.
At synge prophetisk med jublende Tro
Om Fremtidens Vaar, som skal komme!