Vandringsmanden:
Bølge, du grumme, du stolte, du vilde,
Hvorfor bli’er du med et saa stille?
Vind, hvorfor mon du sagtnes nu?
Fugl, hvi sidder saa rolig du?
Fuglen:
Menneske, ser Du ei Solen dale?
Hvor kan Du spøge og larme og tale!
Fuglen stille paa Qvisten sad,
Stirred i Aftenrøden glad;
Neppe sig rørte et Blad foroven;
Vandreren gik sin Gang gjennem Skoven,
Og da han kom til Markens Led,
Hilste ham Bonden mildt Guds Fred.