Lærken:
„Du liden Fiol, kom frem! kom frem!
Da aabned den først sin Dør paa Klem
Og titted frem paa sin grønne Stængel
Med Øjne blaa som en lille Engel.
Fiolen:
Jeg tør ikke kaste min grønne Kyse,
Jeg er saa angst for ihjel at fryse.
Dog frem sig voved den lille Fiol,
Da dækked en Regnsky den klare Sol;
Men Skræppen slog op som en Paraply
Sit brede Blad mod den mørke Sky.
Derunder stod glad Fiolen den Lille,
Mens Draaberne maattte fra Bladet trille.