Som Jætter, saa store,
De Brødre fremføre
Med blinkende Sværd;
Fra Gluggen paa Taget
De havde opdaget
Den Ungersvends Færd:
„Hei!” raabte de: „Røver!
Det koster dit Blod!
Grønskolling, som øver
Paa Qvinder dit Mod!”
Saa foer de med Raslen
Fra Bøgen og Haslen
I Ynglingens Spoer;
Som hidsede Hunde
Med Eder i Munde
De brøled’ i Chor.
Skjøndt Lysing i Hjemmet
Hang tryg paa sin Knag,
Ei Haldan dog skræmmed’
De Bulder og Brag.
Afbrukken af Stormen,
Som Kølle i Formen,
En Egegreen laae;
Den røved’ han Løvet,
Og vægtigt den prøved’
Paa Stammerne graae,
„Ha! kom nu kun Alle,”
Han raabte: „som vil!
Til saadan en Skalle
Skal Steenpander til!”
Ved Larmen hans Skare,
Der anede Fare,
Fra Krattet frembrød;
Med Spyd og med Pile
Den vilde ham ile
Til Hjælpen i Nød.
Tilbage den Kjække
Dem vinkede kold:
„Selv kan jeg mig dække
Mod Fjendernes Vold!”
„Nei!” raabte de vrede
Bersærker i Hede:
„Med dig vil vi flaae!
„Skal Vildmænd dig fælde,
Mens dorske som Trælle
Vi gabe derpaa?”
Da svang han sin Kølle:
„Ha, kom mig ei nær!
Hvad eller en Mølle
Jeg vender med Hver!”
Tilbage de vege;
Men Brødrene skrege
Paa Hævn og paa Mord.
Vredt blussede Aret,
Mens Ynglingen svared’
Med haanlige Ord:
„Ulf Rødskjæg paa Leire
Jeg slog med en Stok!
Dig skal jeg henveire
Du skraalende Flok!”
Og slogst du vor Broder,
Da Ravne til Foder
Vi give dig vist!
Paakald kun din Skare,
At ei, som en Hare,
Du flygter tilsidst!
Ha, est du dog galen?
Mod Tolv ikkun Een!„
Da faldt dem i Talen
Den vægtige Green.
Den lukked’ de Munde;
Dens vægtige Grunde
Bersærkerne slog.
Vist aldrig de hørte,
En Ungersvend førte
Slight kjæphøiet Sprog.
Dens Tale at fatte
Til Panderne sved,
Og Punktummer satte
Den flittigt derved.
Som Tyre paa Marken,
Med Snøften og Sparken,
I Skyer af Sand,
Fremstyrter i Heden
Og stjelner i Vreden
Ei Træet fra Mand,
Saa Brødrene rendte
Med løftede Sværd.
For Harme de kjendte
Hinanden ei meer’.
Men Haldan forvoven
Opførte i Skoven
En lystelig Dands;
Han hopped’ og dugged’,
Og Kæmperne hugged’
Fra Sind og fra Sands.
Med Hænder paa Sværde
Hans Skare saae til:
Den monne forfærde
Det farlige Spil.
Paa Skovfletten strakte.
Med Panderne stakte.
Sex Kæmper alt laae.
De andre sig trætte
En Stund maatte sætte
For Veiret at faae.
Men Haldan stod blodig
Med flagrende Lok,
Han raabte godmodig:
„Nu være det nok!”
„Om Fred vi ei klynke!
Dig selv kan du ynke
Du Søn af en Hex!
Thi fægted’ du ærligt,
Det faldt dig besværlig
At dræbe de Sex!„
Saa toge de vrede
Bersærker til Ord,
Og atter i Hede
Mod Haldan opfoer.
Og atter sig Køllen,
Som Vingen paa Møllen,
Omdreiede snelt:
„Nu skulde Gyrithe
Fra Buskene titte!”
Udraabte den Helt:
„Til Ære for hende
Sex Slag vil jeg slaae!
I hvert skal en Fjende
Sit Banesaar faae!”
Saa hug han den Største;
„Der ligger den Første!”
Han raabte og lo;
Saa knuste han Panden
Med Kraft paa den Anden
„See det var de To!
Der ligge de Trende!
De Fire, de Fem!”
Saa slog han behænde
Den Sidste af dem.
„Der ligge de Alle!
Ei meer skal de kalde
Mig Søn af en Hex!”
Hans Skare sig nærmed’:
„En Gud dig beskjermed’,
Ha, to gange sex!
Vidt Rygtet skal bæres
Om Kampen idag!
Selv Thor vilde æres
For saadanne Slag!”
Tolv Kæmper istedet
For dem, som var redet
Den blodige Grav,
Gyritha han sendte,
Med Bud om det Hendte,
Og Hilsner dem gav:
„Naar Krandsen er vunden,
Hun seer mig igjen!
Veed Alfen i Lunden
At mindes sin Ven!”
Men saaret i Barmen,
I Skuldren og Armen,
Han segnede ned;
Fra Stranden ham bar
De Kæmper i Skare
Med varsomme Fjed;
Og bleg og forbunden,
Paa Landser udstrakt,
Til Buret i Lunden
Som død blev han bragt.