Vildt voxed’ Bøg og Ege paa Sjølunds grønne Ø;
Urskovens brune Stammer sig speiled’ i Sø.
En Eng med gule Ax man heel sjeldent kun saae:
Udyrket fast Naturen fra Skabelsen laae.
Den røde Ræv gik rolig om Dagen paa Rov;
Der vrimlede af Vildt i den skumrende Skov;
Trygt Heiren lagde Æg i det sivede Kjær;
I Høsten sortned’ Luften af Trækfugles Hær.
Men Haldan var en Jæger forvoven og vild:
Skarp saae han som Falken, som Ræven var har snild;
Og kraftigt og sikkert hans muskelstærke Arm
Til Maalet Pilen sendte fra Buestrengens Tarm.
Et loddent Skind om Axelen og Lænden han bar;
Paa solbrune Kind sad det hædrende Ar:
Snart fløi han paa sin Ganger, og fulgt af sin Hund!
Snart flakkede han ene i den vildtgro’de Lund.
Saa tumled’ han i Dage og Nætter sig om,
Og Kronhjorten flygted’ med Angst, hvor han kom;
Med Ørnen paa sit Spyd, og med Hornet i sin Rem,
Med Hinden flængt paa Skuldren vendte han hjem.
En Morgenstund, da Solen steg rødmende i Øst,
Som Bruden, naar hun vaagner ved Brudgommens Bryst,
Han stod med sine Mænd, træt af Jagtturen lang,
Ved Øresunds Bred, medens Skovens Fugle sang.
I Morgenrøden rulled’ den salte Bølge frisk;
Ud sprang den Jægerskare som sprællende Fisk;
Nu dukked’ de som Ænder, nu skjod’ de frem som Frø’r,
Nu smutted’ de som Havmand bag de hviskende Rør.
Hvor herligt det kjølede det feberhede Blod!
Som nyfødt atter Ynglingen paa Strandbredden stod;
Han tog en Slurk af Mjøden, og vandred’ med Lyst
Alene ind i Skoven paa den grønklædte Kyst.
Og see! bag ved Busten han en Bjælkehal saae;
Med Udsigt over Sundet den bag Bøgene laae;
Smaae hvide Lam ved Døren paa den friske Grønning sprang;
Fra Jomfruburet toned’ en deilig Qvindesang.
Alt ofte havde Haldan, forundret og rørt,
Om Skjoldunge-Pigen i Fædrehallen hørt:
Hvordan Kjærminde-Kronen paa Barnet blev sat,
Hvordan hun blev bevogtet med Frygt som en Skat.
Det, som et deiligt Eventyr, for Ynglingen lød,
Og aldrig han Kjærminden saae og Rosen saa rød:
Han tænkte paa Gyritha, den kongelige Mø,
Som sad derinde skjult i Skoven ved Sø.
Forundret han nu skued Prindsessens Jomfrubuur,
Med Storken paa sit Tag i den grønne Natur,
To af de mørke Kæmper ved Indgangen gik;
Ulf Rødskjæg deres Broder af ham sin Helsoet fik.
Af Trælle i Hallen de Tolv opvarted’ blev;
Led Heltespil og Mjødhorn de Tiden fordrev’;
Og, medens stedse Nogle ved Hallen holdt Vagt,
De vexelviis sig tumled’ paa Eventyr og Jagt.
Og flyttede ei Foden, skiøndt hans Stolthed hvisked’: væk!
Da svæved’ over Tærsklen en Mø, nei! en Alf,
En straalende Valkyrie fra Odins Valaskjalf.
Et Havdyb var det Øie, og Kinden var at see,
Som Morgenrødens Roser paa Fjeldtoppens Snee;
Den smilende Mund var en Purpurmusling rød,
Hvis Tvillinge-Skaller en Perlerad frembød.
Hun var saa trind om Hoften, dog slank som et Siv —
To Kæmpehænder kunde omfatte det Liv;
Som det pureste Guld var den krusede Lok,
Hvert Silkehaar var spundet paa Freias Stjernerok.
De Kæmper hende hilsed’ med sænkede Sværd,
Og toge op til Hjelmen ærbødigen hver;
Hun nikkede saa venligt, hun hoppede, hun sprang,
Og nynnede med Fuglen sin glade Morgensang.
Saa tvætted’ hun ved Kilden den sneehvide Haand,
Og flettede om Haaret et himmelblaat Baand;
Saa gik hun hen til Busken, hvor Lureren stod,
Og plukkede en Blomst, mens hun hæved’ sig paa Fod.
Men Haldan stirred’ henrykt den Yndige nær,
Som man Aktæons Støtte bag Sydens Myrther seer;
Ham Buen faldt af Haanden, og Kinden brændte varm:
Han saae paa det Øie, paa den Kind og den Barm.
Omkring hende hopped’ de brægende Lam;
En fangen Kronhjort gik der paa Skovfletten tam;
Den aad af hendes Hænder og lod sig kjælen kløe:
Det kongelige Dyr af den kongelige Mø.
Nu greb hun i dens Takker og, med et lystigt Hop,
Hun satte sig fra Siden paa dens Ryg behændig op;
Saa bar den hende bort bag den skovgro’de Høi,
Mens Lokkerne og Kaaben for Morgenvinden fløi.
Det varsom om sig Gefion havde viist for hans Syn:
„Ha!” raabte han bag Busten: „du deilige Mø!
Med dig maa jeg tale, skal end derfor jeg døe!”
Saa tog han til at rende, hvor den Yndige svandt;
Bag Løvet snart han skimted’ det flagrende Gevant;
Og før hun det vidste, i Hui og i Hast,
Fremsprang han fra Busten og greb Kronhjorten fast.
Forbauset hun betragted’ den dristige Mand;
Ei ligned’ de skjæggede Vogtere ham;
Hans Øie straaled’ kjærligt, dybt drog han sit Veir,
Saa havde tidt hun tænkt sig i Valhalla Freir.
Dog snarligt hun sig fatted’: „Bort!” raabte hun kjækt:
„Hvo er du, som tør standse en Kongedatter frækt?
Det Ar ved Læben viser, hvad Fødsel du est;
Men vogt dig, mine Kæmper skal give dig Rest!”
„Nei!” mæled’ den Kjække saa blussende, saa varm:
„Ved Kjærligheds-Gudinden, der hvælved’ din Barm,
Jeg er ei nogen Røver, du uskyldige Kid!
Selv har ved dine Lokker du draget mig hid.
Mit Ar har i Striden for Danmark jeg kjøbt!
I Blodet af en Ørn blev paa Leire jeg døbt!
Men Trudsler ei bortblæser en Mand som en Fjer;
Kald du kun dine Kæmper med Skjold og med Sværd!”
Da rødmed’ hendes Kinder, da svulmed’ hendes Bryst;
Den herlige Jæger hun betragted’ med Lyst.
„Ei Nogen,” hun sukked’: „jeg saae som var dig lig;
Men her du tør ei dvæle i Lunden hos mig.”
Da toned’ bag Stammerne en truende Larm;
Med Haanden greb til Lænden den Yngling i Harm.
Mens Hjorten bag Løvet med Gyritha forsvandt.
Som vaagnet af en Drøm han i Lunden sig sandt.