Saavidt i Nord
Som Rygtet foer,
Om Borkords Fald og Seier stor,
De Minnibægre tømtes;
Men Sønnen god,
Udsprungen af den Kæmperod,
Med Hædersord berømtes.
En flygtig Sky
Ved Morgengry,
Saa er den Unges Sorg; paany
Han ryster sine Vinger,
Og let og fri,
Som Gemsen paa sin Klippesti,
Henover Svælget springer.
Saa Haldan stod:
Det friske Mod
I Kinden jog det sunde Blod;
Han tørrede sit Øie:
„Bort svage Klynk,
Som tærer Mod og vækker Ynk!
Du skal mig ikke bøie!
I Odins Slot
Han har det godt,
Einherien med Haaret graat;
Til Sønnen ned han skuer!
Og for hvert Slag,
Jeg staaer for Danmarks gode Sag,
Hans Kind af Stolthed luer!”
Saa lød’ hans Ord;
Og atter svoer
Paa Graven han sin Fædrejord
At frelse kjækt fra Nøden,
Hvad eller bold,
I blodig Kamp med Sværd og Skjold,
At segne hen i Døden.
Ei blot til Tarv
Sin Faders Marv
Og Heltemod han fik i Arv,
Med Panden stolt og aaben:
Men Hjemmets Huus,
Med Snekker tolv og gyldne Kruus, —
Og Gangere og Vaaben.