Saa seiled’ de med Borkords Liig
Til Leireby tilbage;
Bag hver en Snekke vugged’ sig
En blodig Vikingsdrage.
Alt forud Seirens Rygte lød;
Dem Jubelraab Velkommen bød;
Men Haldan stod bedrøvet,
Med Overlæben kløvet.
Taus steg han fra sit Skib i Land,
Hvor Moderen ham favned’.
Imellem Skaren hun paa Stand,
Sin gamle Husbond savned’.
Da meldte Haldan Borkords Død,
I Klagelyd hun ei udbrød,
Men kasted’ sig, med Taare,
Henover Gubbens Baare.
I Sorg og Lyst hun trofast sad
Ved Siden af sin Mage;
Med Kjærlighed de fulgtes ad
I mange, mange Dage.
De favnedes med graanet Haar
Som for i Freias Rosenvaar;
Nu bristed’ fast af Smerte
Kong Regnolds Datters Hjerte.
Til Grav, i Aftenrødens Glands,
Han blev paa Landser baaret;
Ham Leires Piger bandt en Krands
Af Egelov om Haaret.
Han laae saa stiv, han laae saa kold;
Hans Hovedpude var et Skjold;
Sit brustne Sværd han krysted’,
Med blodigt Saar i Brystet.
Saa redte ham den Heltesøn
Den sidste Seng af Muldet,
Ved Bølgen blaa, paa Engen grøn,
Den stod i Aftenguldet;
Og Overdynen var en Steen,
Til Mindetegn i Tiden seen,
Om Troskab og om Seire
Og om den Helt fra Leire.