Paa det vide Hav i Norden hærgede en Vikingsmand:
Røthe blev den Niding nævnet, født paa Ruslands kolde Strand,
Mere grusom, end Hyænen, naar den, selv af Rovet mæt,
River op af Graven Liget, for at sønderslide det.
Lumpent Udskud var hans Mandskab; Guldet tyngede hans Last;
Ravne stagred om hans Snekker; thi en Galge var hver Mast.
Selv han ligned Utgard-Loke, naar, besprængt med levret Blod,
Han paa Nagelfare seiled frem paa Elivagurs Flod:
Flakt var Næsen; Haaret stod som Børster paa det vilde Sviin,
Medens om de tykke Læber svæved et forstened Griin;
Sjeldent talte han, men knurred huult som Bierget, før med Gny
Det i røde Lavastrømme oversvømmer Mark og By.
Tidt med Skoggerlatter grov han dybt den Fangnes høire Been
Ned i Jorden, mens det andet bandtes til en bøiet Green.
Naar da Vidien sprang tilbage gned han sine Hænder fro;
Mens det blodig’, flakte Legem, dinglede i Parter to.
Rovbegjærlig nu han styred ned til Danmarks grønne Strand,
For at myrde grumt og fiske Bytte i det rørte Vand.
Hane, som behersked Fyen, med en Flaade mødte ham;
Men fra Hanekampen vendte han paa Flugt med Spot og Skam.
Da de Tidender, heel onde, rygtedes til Isefjord,
Slog med Kæmpeknoen Borkord, saa det rungede i Bord:
Nu, ved Hlidskjalf! jeg skal sætte for den Røvers Frækhed Pind!”
Raabte han, mens Kamplyst blussed paa den runkne Oldingskind:
Tak, o Thor! fordi du hørte fra din høie Sky min Bøn!
Ei med Bænkehalm i Munden blegne skal i Hal din Søn!
Ud, hvor Stormen lystig lufter paa den rtzlde, salte Sø,
Vinker mig, til Heltedandsen, herligt Kampens vrede Mø!
See, jeg kommer! alt for længe har jeg stimlet her i Ro!
Hid min Kløver, ned fra Knagen! Striden hue bedst vi to!
Ærligt har du stedse fulgt mig, fra min første Ungdoms Tid!
Nu er Kæwpen gammel vorden, og din Klinge smal af Slid;
Briste vil du, naar jeg falder! synge først min Svanesang,
Saa det runge skal for Fjendens Øren med Liigklokkeklang.
Op I Helte! op til Striden op til Seir og Kæmpeværk!”
Saa han raabte høit, og spændte Pandsret om sin Bringe stærk.
Haldan stod med Smiil paa Munden, stolt som Guden Thyr, den Stund,
Da den kjække jog sin Høire ind i Fenrisulvens Mund
„Min Valkyrie!” han jubled’, „endelig du kalder mig!
Brudeseng jeg skal os rede med mit Sværd af Fjendeliig!
Moder, see dog ei saa frygtsom hen i Hallen paa din Søn:
Tænk, naar jeg fra Kampen kommer smykt med Seierskrandsen grøn!”
Saa han taled’, mens hun gjorded’ om hans Lænd sin Faders Sværd,
Og paa Lokkerne ham trykte Hjelmen med den stolte Fjer.
Otte Drager blev med Kæmper nu bemanded’ i en Hast.
Bort de seiled’; lystig’ Vimpler flagred’ i den høie Mast.
Sønnen paa den første Drage hos sin djerve Fader stod!
Fyrigt, som i fordums Dage, rulled’ atter Gubbens Blod.
Til de fjernt bag Isefjorden, som en Maageflok, forsvandt
Drothe ud fra Gluggen stirred’, medens hendes Taarer randt.
Men, da næste Morgen gryed’, Haldan krøb i høien Raa;
Høit hans Glædesskrig forkyndte, at han Røthes Flaade saae:
Lig en Sværm af sorte Vildgjæs gled den op af Øresund;
Skraal og Hyl han kunde høre i den stille Morgenstund.
Ret som tusind’ Tunger slikked’ Havets vaade Bølger op,
Som de ventede til Frokost mangen blodig Heltekrop.
Snart de tvende Flaader mødtes; Borkord høit med Tordenrøst;
Ordned’ sine Dragesnekker til den frygtelige Dyst.
Da begyndte Kampen: Luften sortnede af Pilestud;
Mangen skjægget Vildmand styrted’ hylende i Bølgen ud;
Røthe brøled’, men de danske Kæmper foer til Entring frem;
Borkord selv og Heltesønnen var de fremmeste blandt dem.
Lystig Haldan førte Lysing, som en Bonde fører Pleil,
Og den Gamles Pandekløver tog i Sigtet aldrig feil.
Hvor han skued’, Fjendens Skarer vege med forfeerdet Vraal;
Thi som Thor med Mjølner slog han, syngende sit Bjarkemaal:
„Beenfram nu Bersærk!
Bagved kun kryber
Skjændige Feighed,
Seen som en Snegl!
Helten nedhugger
Lynsnar som Høgen!
Og naar ham kysser
Dødskolde Klinge,
Da op med Dundren
Gaaer Valhallas Dør!
Thor ham i Trudvang
Trykker til Hjertet,
Medens de milde,
Blussende Møer,
Herligt, med Guldhorn
I Lilliehaand,
Vinker til Velkomst
Kæmpen fra Val.
Ned med hver Niding;
Styrt den til Nastrond!
Mas dem først fiint som
Møllen sit Meel!
Da skal hos Hel de
Edderen drikke,
Slikke for Tørsten
Slimede Snog!
Da skal de hver, med
Hylende Hunger,
Kradse af egne
Knokler sit Kjød!
Vældigt indvi’r du
Haldan dit Værge!
Striden i Spidsen
Sei’rguden lig!
Rundt om dig rædde
Røverne rave;
Faderen ei dig
Følge formaaer!
Gammel og graa han
Gaaer nu lidt langsom;
Men hvor han fæster
Fod staaer han fast!
Ha, men hvor est du
Hund af en Høvding?
Sidder du skjult som
Krebsen i Skal?
Knap vil min Kløver
Kysse din Pande;
Ægtet med Æren
Ækler du den!
Kom dog du Afskum,
At dig min Arm kan
Flække fra Issen
Ned til din Fodsaal!
Mænd har du myrdet,
Voldtaget Møer!
Skarp skal dig tage
Sværdet med Vold!”
Saa han qvad, og Kæmpesværdet høit i begge Hænder svang;
Da med Kastespydet hævet Røthe frem af Rækken sprang.
Vildt, som paa den vrede Bøffel, snøftede hans Næseboer;
Øiet rullede medens Spydet fra hans Haand mod Borkord foer.
Gjennem Kæmpens Hjerte gik det, men han loe i Døden fro;
Thi paa Røthes Isse bristed’ først hans Pandekløver tro.
„Haldan fremad! bring din Moder mit Farvel! jeg kommer Thor!
Hil dig, hil dig, gamle Danmark! hil dig, du mit stolte Nord!”
Saa han qvad, og rev af Hjertet Spydet ud med sikker Haand;
Bøiede det stolte Hoved, og opgav sin Helteaand.
„Ja, jeg skal dig ærligt hævne, gamle Fader! høit af Liig,
Jeg et Hædersminde blodigt, med min Lysing reiser dig!”
Raabte Haldan, og nedbugged’ Røverne for Fode væk.
De, som ei paa Dækket styrted’, drukned’ hylende af Skræk.
Snart var Røthes Flaade ryddet; knust Uhyret laae i Blod;
Men paa Heltesværdet styttet Haldan ved sin Fader stod,
Blodet randt fra Overlæben, kløvet ved et Sværdehug;
Og som Blomsten efter Stormen smiler gjennem Taaredug,
Saa hans Øie nu med Vemod hvilte paa den Gamles Liig.
„Tak!” han hvisked: „tak min Fader! trofast har du fostret mig!
Hvad du lærte mig om Livet, var ei talt i Veir og Vind!
Ak, men kold er Kæmpehaanden, som mig klappede paa Kind!
Aldrig meer for Fædrelandet Sværdet den nu svinge skal!
Aldrig mere skal du lytte til min Sang i Hjemmets Hal!
Stolte Sol i Øst, som straaler paa hans Isse sølverhvid,
Du har seet hans kjække Ungdom, du har seet hans Mandomsid;
Du har hørt ham vældigt synge Bjarkemaal paa Land og Sø!
Suus hans Hæder Storm fra Norden, paa din Gang om Verdens Ø!
Klag, o Danmark! din Beskytter har du tabt, din bedste Søn!
Læben smiler fro i Døden; Sjælen nyder Dydens Løn!
Over Bifrost nu han rider, Valhals Port gaaer op med Gny!
Egeløv hans Isse krandser, og han bliver ung paany.
Fader, lad din Aand omsvæve mig i Seier og i Nød!
Bed til Thor, at jeg maa finde slig en herlig Heltedød!”
Saa han taled’, medens Vinden leged’ med det gyldne Haar;
Og den gamle Kold hidbragte Urter for hans dybe Saar.
Høit i Skjæg den Viking brummed’: „Klager vække Døde ei!”
Engang tidlig eller sildig skal vi Alle samme Vei.