Maal for hver en Sjæls uhyre Savn!
Paradiis, hvorpaa vi Alle raabe!
Salighed, hvortil jeg ei har Navn,
Af hvis Væld jeg kun har smagt en Draabe!
Himmelrene, fulde Harmonie,
Hvori hver en jordisk Mislyd smelter!
Du, som Byrden fra vor Skulder vælter,
Naar den tunge Vandring er forbi.
Skjønne, ubekjendte Fædrehjem,
Hvor de frelste Sjæles Jubel toner,
Medens Glorier omstraale dem!
Land, hvor Kjærlighed som Dommer troner!
Stille, trygge, lykkelige Havn
Efter Livets Storme! Gyldne Stjerne,
Du, som funkler i det dunkle Fjerne!
Fredens Engel med den aabne Favn!
Op til dig, i al din Guddomsglands,
Hæver jeg fra Tidens Nat mit Øie!
Kæmpe vil jeg for din Seierskrands,
Kæmpe mod al jordisk Savn og Møie!
Naar mig Sorgen ængster med sin Magt,
Naar jeg lokkes trindt af Livets Sminke,
Vil jeg ene skue dig at vinke
Mig med Palmen i din Straaledragt!
Ja, til dig vil jeg i Livet see,
Naar Sirenen mig fra Dybet frister,
Naar jeg ængstes dybt af Kummers Vee,
Ja, til dig med Fryd, naar Øiet brister!
Gravens Afgrundssvælg os skiller ei!
Rolig vil mod dig jeg fremad skride,
Kæmpe, og med Taalmod stille lide,
Laa end hundred’ Livsløv paa min Vei!