Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Om jeg, der steg engang i lyrisk Flugt,

er bleven nu saa arm paa Stof til Sange,

at jeg kun byde kan min Fortids Frugt,

saa spørger ej blot Du, men Mange — Mange.

Ak, Ven! Paa Verden har jeg mig forslugt;

det gaar mig som den store Kvælerslange:

med smaa Kaniner kan jeg let faa Bugt,

men tænk Dig: med en Oxe, som kan stange!

Paa Verdensoxen har jeg mig forslugt

og faaet den i Halsen — i den vrange;

til at fordøje har alt Aar jeg brugt.

— Den Mundfuld var for vældig, er jeg bange!